En høring ved retten i London har netop afsløret, at britisk politi mistænker Hans Kristian Rausing for at have myrdet sin kone. Det skriver The Sun.
Den 48-årige Eva Rausing blev fundet død mandag eftermiddag, da politi ransagede parrets luksus-lejlighed i et af Londons fineste kvarterer.
Kort forinden var den 49-årige svenske Tetra Pak-milliardær, Hans Kristian Rausing, blevet anholdt for 'uregelmæssig kørsel og besiddelse af stoffer', og han nåede at blive sat på fri fod igen inden politiet fandt liget af hans 48-årige kone. Så røg han tilbage bag tremmer - denne gang 'i forbindelse med Eva Rausings død'.
Den formulering viser sig nu at dække over en konkret mistanke om mord. Hans Kristian Rausing er dog endnu ikke blevet præsenteret for en officiel mordsigtelse, da politiet ikke har haft mulighed for at afhøre ham. Abstinenserne har været så voldsomme, at han har været på afvænning siden tirsdag.
- Vi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre Hr. Rausing. Han er anholdt for mordet på hende (Eva Rasing, red.), og vi afventer nu besked om, hvornår han er rask nok til at blive afhørt af vores betjente, sagde chefefterforsker, Sharon Marman til Westminsters Coroner Court tidligere i dag.
Politiet har obduceret Eva Rausing, som menes at have ligget død i lejligheden i op til en uge. Obduktionen har dog ikke kunnet fastslå den præcise dødsårsag. Derfor afventer myndighederne nu test-resultater, der skal fastslå, om hun er død af en overdosis.
Flere engelske medier skriver i dag, at politiets mistanke om mord først og fremmest bunder i det faktum, at Hans Kristian Rausing ikke kontaktede myndighederne ved hans kones død. I stedet drev han rundt på gader og stræder og jagtede stoffer - en jagt, der altså endte mandag, da politiet anholdte ham for at køre påvirket rundt i byen.
