En engelsk kvinde er dømt til døden ved skydning i Indonesien. 56-årige Lindsay Sandiford blev arresteret med 3,8 kilo kokain i bagagen, da hun var på vej gennem tolden i maj måned 2012 på øen Bali.

Siden har kvinden siddet fængslet i Indonesien. I december måned tydede intet på, at hun ville blive dømt til døden, fordi anklagemyndigheden alene anbefalede 15 års fængsel for kvindens forbrydelse.

Lindsay Sandiford samarbejdede desuden med politiet og fik flere andre gerningsmænd anholdt i sagen i håb om at få nedsat straffen.

Alligevel gik den indonesiske domstol ind og vurderede, at Lindsay Sandiford havde gjort stor skade på Indonesiens omdømme som et attraktivt feriested, samt gjort skade på respekten for statens hårde narkotikalovgivning.

Så retten vil statuere et eksempel. Derfor ser det ud til at Lindsay Sandiford bliver stillet foran en henrettelsespeloton.

Det ser dog ud til, at hun ønsker at appellere dommen, hvilket betyder at sagen kører om, hvilket tager en rum tid. I den periode vil de engelske myndigheder givetvis også forsøge ad diplomatisk vej at få Lindsay Sandiford udleveret.

Sandiford har selv fortalt, at hun blev afpresset og truet af kriminelle bander.
 
- Jeg ville aldrig have involveret mig i den slags, men mine børns liv var i fare og jeg følte, at jeg måtte beskytte dem, har Sandiford forklaret.

Den velgørende organisation Reprieve, der bakker Sandifords historie op, fortæller at kvinden blev udvalgt af narkokriminelle.

- Lindsay blev udnyttet af narkosmuglere, som udnyttede hendes sårbarhed og truede hendes børn, siger talsmand Harriet McCulloch.

Lindsay Sandiford er angiveligt nem at påvirke, da hun har døjet med sindslidelser tidligere.