Anton Schlecker forfølges af konkursen i den tyske discountkæde Schlecker og står nu over for bedrageri­anklager. Han er kendt som en benhård kræmmer – og for at være ekstremt mediesky.

Selv da enden kom for Schlecker-imperiet, foretrak discountkongen Anton Schlecker at undgå rampelyset. Den 30. januar 2012, på virksomhedens første pressekonference i 35 år, var det datteren Meike Schlecker, der tydeligt utilpas meddelte den tyske presse, at Europas engang største materialistkæde var insolvent og havde indgivet konkursbegæring.

Journalisterne forstod det ikke. Familien var jo en af Tysklands rigeste? Året før havde Forbes gjort formuen op til 1,9 milliarder euro.

»Forstår I det da ikke? Familiens formue VAR firmaet. Der er intet tilbage,« lød det fortvivlede svar.

Pengekassen var tom, og få måneder senere opgav man et sidste forsøg på at redde resterne af familievirksomheden. De tilbage­værende 8.000 af engang 14.000 filialer lukkede. Omkring 30.000 ansatte og 23.000 kreditorer stod tomhændede tilbage.

Men var der alligevel noget tilbage? Trak familien penge ud af Schlecker-kæden, da man så, hvor det bar hen?

Det mener anklagemyndig­heden i Stuttgart, der har samlet et 270 sider langt anklageskrift mod den nu 71-årige Anton Schlecker, hustruen Christa og børnene Meike og Lars. Strafferammen for de alvorligste anklagepunkter er op til ti års fængsel.

Og Anton Schlecker må sande, at hverken han eller familien så let slipper offentlighedens søgelys.

Snebolden ruller

Historien om Schlecker-kæden handler om slagtersønnen fra Ehingen, der med benhård kræmmersans slår sig på salg af sæbe, shampoo og vaskemidler til discountpris, da lavprisbølgen skyller over Tyskland i 1970erne.

Kæden vokser i rasende fart, og Anton Schlecker nævnes i samme åndedrag som Aldi-grundlæggerne Karl og Theo Albrecht og Lidl-stifteren Dieter Schwarz. Hans ry for at være mediesky overgås vel kun af Albrecht-brødrene.

Det er lavpris med stort L: Butikkerne er spartanske og personalepleje en by i Rusland.

I 1998 får Anton og Christa en betinget fængselsdom på ti måneder hver samt en bøde på en million euro for at underbetale de ansatte – under dække af, at lønnen er overenskomstaftalt. Det er den bare ikke.

Allerede i 2004 lider Schlecker milliontab. Det står klart, at virksomheden med en tidligere direktørs ord bygger på et »snebold­system«: Den holdt sig kun gående på konstant ekspansion. Men den stædige Anton Schlecker nægter at sadle om, og han er ikke typen, man siger imod.

I dag hænder det stadig, at porten til hans privatbolig i Ehingen går op, og en mørkeblå Porsche kører til det gamle hovedsæde, som kommunen nu ejer.

På øverste sal er firmaet Schlecker Immobilien Verwaltung lejet ind.

Ingen ved, hvad Anton Schlecker laver der. Ifølge naboer farver han ikke længere sit engang rødblonde hår. Nu er det hvidt.