I alt er 13 personer nu fængslet i forbindelse med efterforskningen af mandagens angreb i Manchester.

Manchester. Politiet i Manchester har anholdt yderligere to personer i forbindelse med mandagens angreb i den britiske storby.

Søndag aften har politiet anholdt en 19-årig mand efter en ransagning på en adresse i Gorton-området i den sydøstlige del af byen.

Tidligere på dagen meddelte politiet, at en 25-årig mand er anholdt. Det skete i Old Trafford, der ligger øst for Manchester.

Samtidig foretog politiet søndag en række ransagninger på flere adresser i Manchester-området. Det skriver BBC, og på Twitter oplyser politiet ligeledes, at flere adresser har haft besøg af ordensmagten.

Med de to seneste anholdelser har politiet i alt anholdt 15 personer, hvoraf to er blevet løsladt igen.

Det vides endnu ikke, hvad den 19-årige og den 25-årige sigtes for i forbindelse med angrebet.

Men de 11 andre fængslede, der er mænd i alderen 18-38 år, er alle mistænkt for at have overtrådt den britiske terrorlovgivning.

Mandagens angreb menes at være udført af 22-årige Salman Abedi.

Han mistede livet i eksplosionen, der ramte Manchester Arena, hvor 21.000 personer havde været til en popkoncert med sangeren Ariana Grande. 22 blev dræbt og 116 blev såret i bombeattentatet.

Selv om politiets efterforskning skrider frem i højt tempo, kan det ikke udelukkes, at medlemmer af det netværk, som Abedi menes at have været en del af, fortsat er på fri fod.

Det udtalte Storbritanniens indenrigsminister, Amber Rudd, i et interview med tv-stationen BBC tidligere søndag.

Politiet har derfor indsat ekstra mandskab ved hundredvis af arrangementer over hele landet, som kan tænkes at være mål for et terrorangreb.

Også ved det årlige ti kilometer lange løb Great Manchester Run, som titusinder deltog i søndag, er sikkerhedsforanstaltningerne højnet.

Løbet blev indledt med et minuts stilhed til ære for mandagens bombeofre.

/ritzau/AFP