Svensk politi efterforsker et drab på et asylcenter ved Söderhamn. Tre personer er såret af knivstik.

Stockholm: En person er dræbt og yderligere tre er såret af knivstik efter et slagsmål på et asylcenter lidt uden for byen Söderhamn i Sverige.

Det skriver den svenske netavis Expressen lørdag.

Politiet ved endnu ikke, hvad der gik forud for opgøret, siger talsmand ved politiet i Gävleborg Christer Nordström til netavisen.

Politiet fik først en anmeldelse om et slagsmål på centret lørdag eftermiddag. Hvor mange mennesker, der deltog i sammenstødet, vides ikke endnu, siger talsmanden.

Men situationen blev optrappet, da en eller flere trak en kniv eller en anden skarp genstand.

- Det ender med, at en person mister livet og tre personer køres til sygehuset med skader. Ifølge de foreløbige oplysninger er de ikke i livsfare, siger Christer Nordström til Expressen.

/ritzau/