Fransk politi har skudt en mand, der sammen med flere andre tungt bevæbnede personer tirsdag tog familien til en bankdirektør som gidsler i den franske by Roubaix.

FRANKRIG: En mand er blevet skuddræbt af det franske politi i forbindelse med et gidseldrama i den franske by Roubaix ved grænsen til Belgien. Det oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En gruppe svært bevæbnede mænd med Kalashnikov-geværer forsøgte at få direktøren for en lokal bank til at åbne en bankboks, fortæller den lokale anklager Frederic Fevre.

Da politiet kom, undslap bankdirektøren, men så tog gerningsmændene i stedet direktørens kone og to børn som gidsler i direktørens hjem.

En af gerningsmændene skød mod politiet, som så skød igen, fortæller Frederic Fevre.

Efter to timer gik en specialeenhed til angreb ved huset og befriede gidslerne. Her blev en af gerningsmændene dræbt, mens en anden blev arresteret i baghaven. Et ukendt antal yderligere gerningsmænd slap væk.

Den lokale anklager understreger, at det var en operation imod kriminelle, ikke imod terrorister.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at gidseltagningen har forbindelse til terrorangrebet i Paris 13. november, hvor mindst 130 personer blevet slået ihjel og flere hundrede såret.

Både Frankrig og Belgien har været i forhøjet alarmberedskab siden terrorangrebet.