I 2014 tog to østrigske piger til Syrien for at kæmpe for IS - i dag er de døde.

De færreste forbinder hellige krigere med teenage-piger fra vesteuropæiske lande.

Det vakte da også stor opsigt, da de to østrigske teenagepiger, med bosnisk baggrund, Samra Kesinovic og Sabina Selimovic i april sidste år tog til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

I dag er den 17-årige Kesinovic angiveligt blevet dræbt, da hun forsøgte at flygte fra Islamisk Stat. Det skriver flere østrigske medier. Tidligere har FN været ude at fortælle, at en 16-årige Sabina Selimovic blev dræbt i kamp for IS.

Piger som de to østrigere tager i hellig krig, fordi de forventer et romantisk eventyr, vurderer en af Europas førende terrorforskere Magnus Ranstorp, der er forskningschef på den svenske forsvarshøjskole.

»Pigerne har et romantisk billede af, hvordan IS fungerer. De tror, at de skal til et sted, hvor de får styrke og bliver voksne. Og mange af dem forventer et eventyr, men det, de kommer til at opleve, er at skulle passe de huslige gerninger og familien,« siger terrorforskeren til BT.

De to piger skal, ifølge østrigske medier, være blevet radikaliseret i en lokal moské i Wien. Men det er ikke nemt at se, hvem der ender med at tage af sted.

For konflikten i Syrien tiltrækker folk med forskellige baggrunde og forskellig psyke. Det er derfor vanskeligt at lave en sociologisk profil af dem, som drager af sted. Men Magnus Ranstorp mener dog, at man kan dele kvinderne, der tager af sted, i to kategorier.

Søger identitet

»De ældre kvinder er ofte dem, der er ideologiske involveret og vil kæmpe for den Islamiske Stat. De kommer ofte fra familier med en ekstremistisk baggrund.

Den anden kategori er de helt unge piger, der søger en identitet, fordi de kan føle sig indespærret og selv vil bestemme, hvem de skal giftes med,« siger Magnus og påpeger, at det dog er vanskeligt at opspore præcis, hvilke piger der bliver hjernevasket og manipuleret.

»Da vejene ind i miljøet er så forskellige, er det svært at sætte ind imod dem, der rejser.

Indsatsen skal i hvert fald tilpasses individuelt,« siger Magnus Rans-torp.

Desværre bliver de unge piger valgt, da de er nemmere at manipulere, fordi de ikke er så kritiske og ikke har en stor viden om, hvad de går ind til.

Mange tager til Syrien, fordi de tror, at de skal kæmpe, men det er der meget strenge regler om, forklarer terrorforsker.

»Det sker ikke. Der er kønsadskillelse ved fronten. Kvinderne skal servicere de kæmpende med mad og så videre. Det er kun, hvis de ikke har noget valg, at man vil opleve, at kvinderne skal kæmpe. Eller i visse situationer bruges som selvmordsbomber,« siger han.

De to piger skal ifølge østrigske medier være blevet radikaliseret i en lokal moské i Wien.