En dræbt og flere såret i busulykke i Oslo

NORGE: En person har mistet livet og fire er bragt på hospitalet, efter en bus kørte af vejen i Oslo i Norge natten til søndag. Det skriver vg.no.

Bussen fra det kollektive trafikselskab Ruter var på vej fra Oslo til Lillestrøm.

Indsatsleder fra Oslo Politi Svend Bjelland oplyser, at rutebussen rullede rundt og landede på en vej, der ligger parallelt med den vej, bussen oprindeligt kom kørende ad.

»Det var en temmelig kaotisk ulykkesscene med flere tilskadekomne, som var kommet ud af bussen på egen hånd, og nogle, der var endt uden for bussen i forbindelse med ulykken,« siger han til vg.no.

To ud af fire de personer, der blev bragt på hospitalet efter ulykken, betegnes som svært tilskadekomne.

Yderligere 12 personer blev bragt til lægevagten.

Årsagen til ulykken var tidligt søndag morgen endnu ukendt.

BNB