Et lavineskred i de franske alper kostede torsdag morgen mindst ni bjergbestigere livet. Flere andre er kommet til skade, heriblandt en dansker. Bjerget er kendt for stor lavinefare, og fredag forsætter søgningen efter savnede, der frygtes omkommet.

Mindst ni personer blev torsdag morgen dræbt på Mont Maudit i Mont Blanc-massivet nær den franske by Chamonix, da en lavine rullede ned over dem. 11 andre skal ifølge internationale medier være såret, heriblandt en dansker.

Blandt ofrene er tre tyskere, tre briter, en schweizer og to spaniere. Yderligere fire personer, angiveligt to briter og to spaniere, var fortsat savnet og frygtet omkommet, da redningsmandskabet ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag eftermiddag indstillede eftersøgningsarbejdet for natten.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede torsdag over for Berlingske Nyhedsbureau, at to danskere klatrede i området, og at én af dem var »lettere tilskadekommet« efter lavinen.

- Vi har kendskab til, at to danskere har været involveret i lavineulykken, hvoraf den ene er lettere tilskadekommet. Den anden dansker er uskadt. Ambassaden er i kontakt med dem og yder den bistand, som de har behov for, siger vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice, Peter Niebuhr.

Lokale medier beskriver lavinen som »den mest dødbringende« i årevis, og det meget stejle søsterbjerg til Mont Blanc er da også kendt for en stor lavinefare, fortæller Steffen Kjær, der er bjergbestiger og har skrevet flere bøger om disciplinen.

- Især på grund af stejlheden ligger sneen ikke specielt stabilt. Hvis der kommer små forskydninger i temperaturen eller kommer et pres på sneen over klatrerne, kan der gå en lavine, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Klokken 05.25 slog en af de sårede alarm fra Mont Maudit, som er en del af det kolossale Mont Blanc-massiv i Alperne.

Bjergbestigerne var ifølge BBC lænket sammen med tov og opdelt i grupper, da sneen kom væltende ned af bjerget. I alt var 28 bjergbestigere af sted, og de menes at være nået op i 4.000 meters højde, da sneskredet tog fart. Politiet var fra torsdag morgen på stedet med sporhunde, ligesom redningsmandskab ved hjælp af helikopter og varmesøgende udstyr har ledt efter savnede. De sårede blev fløjet til et lokalt hospital.

Mont Maudit, kendt som »det forbandede bjerg«, er det tredjehøjeste i Mont Blanc-massivet og er en populær sommer-destination for bjergbestigere med kurs mod Mont Blanc - det højeste bjerg i Vesteuropa.

Der er flere standardruter til toppen af Mont Blanc, men trods den store risiko for laviner går den mest populære over Mont Maudit. De fleste bjergbestigere sørger dog ifølge Steffen Kjær for at opholde sig så kort tid på bjerget som muligt.

- Det er et meget trafikeret sted, fordi det er populært at klatre til Mont Blanc. Men det kræver, at man enten er en særdeles erfaren bjergbestiger eller er i selskab med en guide, siger han.

Otte bjergbestigere omkom ved en lavine i området i 2008, og i sidste uge styrtede fem tyske bjergbestigere i døden, da de var på klatretur i de schweiziske alper.