Fem personer angreb natten til fredag i den spanske by Cambrils. Fire af dem blev skudt af én betjent.

Barcelona. En spansk betjent dræbte egenhændigt fire af fem personer, der natten til fredag gennemførte et dødeligt angreb i den catalonske kystby Cambrils.

Det oplyser Josep Lluis Trapero fra det catalonske politi, skriver nyhedsbureauet AP.

Nogle timer forinden angrebet i Cambrils, der har kvæstet fem personer og kostet en kvinde livet, skete et lignende angreb i Barcelona.

Her kørte en hvid varevogn ind på turiststrøget Las Ramblas og dræbte 13 personer.

Føreren af bilen, der ifølge politiet muligvis kan være 17-årige Moussa Oukabir, er efterlyst. Han kan være blandt de fem dræbte i Cambrils.

I alt er mindst 130 personer blevet såret i de to angreb. To danskere er blandt de tilskadekomne.

Ud over de fem dræbte i Cambrils har politiet anholdt fire personer.

Tre af dem er marokkanere, mens en er spanier. De er mellem 21 og 34 år gamle og var ikke i forvejen sat i forbindelse med terrorangreb.

De to dødelige angreb i den spanske region havde været planlagt i længere tid, tilføjer politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er sket med udgangspunkt i den spanske by Alcanar, der ligger syd for Barcelona.

I Alcanar skete desuden en eksplosion onsdag, som politiet forbinder med de to angreb torsdag og natten til fredag. En døde, og flere blev såret.

/ritzau/