To personer har mistet livet i forbindelse med knivstikkeri i Finland, oplyser politiet.

Helsinki. Et knivstikkeri fredag eftermiddag i den finske by Turku har kostet to personer livet.

Derudover er mindst seks personer - alle voksne - blevet såret, oplyser politiet på et pressemøde, skriver det finske medie Yle. Flere opereres fredag aften.

En repræsentant for universitshospitalet i byen oplyser dog, at der er tale om ni skadede.

En mistænkt er desuden blevet skudt og anholdt ved Trätorget i byen.

Ifølge Yle er politiet i besiddelse af den mistænkte gerningsmands kniv.

Den anholdte er blevet ramt i benet og modtager behandling på sygehuset.

- Gerningsmanden er en yngre mand med udenlandsk baggrund, og han behandles på sygehuset, oplyser politiet ifølge Yle.

Politiet undersøger desuden, om der er flere mulige gerningsmænd.

På pressemødet oplyser politiet, at det ikke på nuværende tidspunkt efterforsker knivstikkeriet som terror.

Men motivet efterforskes fortsat, ligesom politiet arbejder på at blive klogere på den mistænkte gerningsmands identitet.

Et øjenvidne har fortalt Yle, at tre mænd løb og råbte "Allahu akhbar", der betyder "Gud er størst".

Den oplysning bekræfter et andet øjenvidne over for samme medie. Men det vil politiet hverken be- eller afkræfte på pressemødet.

Politiet opfordrer borgere til at undgå de to steder i Turku, hvor knivstikkeriet har fundet sted. Der er tale om Trätorget og Salutorget, som begge er centrale pladser i byen.

Laura Laine, der bor i Turku, befandt sig omkring 20 meter fra det sted, hvor knivstikkerierne fandt sted på Salutorget.

- Vi hørte, at en ung kvinde skreg højt i hjørnet af torvet. Vi så en mand på torvet, en kniv glimtede og blev viftet rundt i luften. Jeg forstod, at han havde stukket nogen med kniven, siger hun til Yle.

Da det var sket, styrtede folk på pladsen inden for i sikkerhed, fortæller Laura Laine.

Den finske efterretningstjeneste, Skypo, deltager i efterforskningen af hændelserne i Turku, oplyser Skypo på Twitter.

Beredskabet er forhøjet landet over på blandt andet banegårde samt lufthavnen i hovedstaden Helsinki.

Desuden bliver grænsebevogtningen skærpet, skriver Yle.

Den finske regering følger sagen og mødtes klokken 20.15 fredag for at drøfte sagen.

/ritzau/