I den østrigske by Salzburg er siden nytårsnat blevet anmeldt seks tilfælde af sex-krænkelser, som bl.a. fandt sted ved en koncert på byens centrale torv nytårsnat.

»Omkring klokken 23 gik jeg helt op mod scenen, fordi jeg ville se et medlem af bandet tættere på. I de første ti rækker stod mange udenlandske mænd. Min første indskydelse var, at det var flygtninge, som var blevet velsignet med at kunne deltage i fejringen af et bedre kommende år. Men så ændrede situationen sig pludselig,« fortæller en 43-årig anonym kvinde til Salzburger Nachrichten om sin oplevelse.

Kvinden oplevede sit omringet af mænd, og flere af dem begyndte at røre ved hende.

»Det var rædselsfuldt. Jeg kunne ikke gøre andet end at råbe på politiet, men der var ingen politifolk i nærheden,« siger kvinden, der ifølge avisen bor i Salzburg. Kvinden prøvede at flygte fra pladsen.

»Jeg kom ikke langt, måske 15 meter, så blev jeg igen omringet af mænd. Jeg blev holdt fast og en af dem stak sin tunge ind i øret på mig. Jeg følte mig som jaget vildt«, fortæller hun.

Da det lykkedes kvinden at vriste sig fri, mødte hun to ældre kvinder, der også var rystede efter at være blevet forulempet i folkemængden.

Politiet i Salzburg bekræfter over for avisen at have haft kontakt med en 23-årig syrisk mand, der er sigtet for dels at have såret en 17-årig skoleelev i maven med fyrværkeri, dels for at have krænket en 20-årig tysk kvinde seksuelt. Politiet har desuden fået anmeldelse af en 28-årig mand fra Afghanistan for seksuelt overgreb mod en 57-årig kvinde, og en 24-årig afghansk mand blev anholdt for at have sexkrænket en 28-årig lokal kvinde.

En 22-årig lokal kvinde har anmeldt at blive omringet af en større gruppe »udenlandsk udseende« mænd, otte eller 10 i alt, der ragede på hendes krop og som endte med at frarøve hende mobiltelefonen.

Salzburg har siden i sommer oplevet en stærk stigning i antallet af flygtninge og migranter, som for en stor del er på vej nordpå. Mange har opholdt sig på banegården i Salzburg, mens de ventede på at kunne komme videre ind til Tyskland, der ligger lige på den anden side at bygrænsen.

I efteråret blev opført stærkt omdiskuterede teltlejre lige uden for Salzburg, hvor migranter og flygtninge kunne overvintre. Da vinterkulden brød ud i midten af oktober, havde 360 mennesker søgt ly i teltene, skriver dagbladet Kurier.