'Den 15. september 2014 fik jeg en fem dage gammel dreng i mine arme. Fra det øjeblik vidste jeg, at mit liv havde ændret sig for altid.'

Sådan fortæller 25-årige Emilie Larter fra Storbritannien om det møde, der var skyld i, at hendes liv pludselig tog en meget uventet drejning.

I snart tre år har hun taget sig af forældreløse Adam fra Uganda, der kun var fem dage gammel, da hun mødte ham første gang. Nu ønsker hun at adoptere ham.

Det skriver hun på den donationsside, hvor hun samler penge ind, så hun kan adoptere den lille dreng fra Uganda.

Foto: Emilie Larter/Gofundme
Vis mere

Forelskede sig i ham med det samme
Emilie Larter havde arbejdet som frivillig på et børnehjem i Uganda i en måned, da telefonen en morgen ringede.

'Efter jeg havde været på børnehjemmet i kun en måned modtog vi et opkald om en nyfødt baby, der akut manglede hjælp. Vi vidste ingenting, men hoppede op på vores motorcykler og kørte ud til en landsby ved navn Butagaya, som lå cirka en halv time væk,' skriver Emilie Larter.

Det viste sig, at en begravelse var i gang, da de ankom til stedet. En mor var død og havde efterladt sig syv børn. Den yngste var en fem dage gammel baby, som ingen ville tage sig af.

Da Emilie Larter fik den lille dreng i armene, forelskede hun sig i ham på stedet. Han blev døbt Adam af børnehjemmet, og Emilie Larter endte med at tage sig af ham alene.

'Han sov i en vugge ved siden af min seng, og jeg var sammen med ham 24 timer i døgnet. Jeg havde mange søvnløse nætter, men det gjorde ikke noget. Jeg følte mig privilegeret,' skriver Emilie Larter.

Foto: Emilie Larter/Gofundme
Vis mere

Har oprettet en indsamling
Hun valgte at forlænge sit ophold på børnehjemmet med to måneder, men efterfølgende var Emilie Larter nødt til at rejse tilbage til Storbritannien, fordi en eksamen ventede.

Herefter rejste hun frem og tilbage mellem Storbritannien og Uganda for at være sammen med Adam, som hun ikke kunne få ud af hovedet. Nu ønsker hun at adoptere ham, så han kan komme med hende hjem til Storbritannien.

Derfor har hun startet en indsamling på siden Gofundme, så hun har mulighed for at betale alle omkostningerne, så adoptionen kan gennemføres.

'Jeg beder om jeres hjælp til at få Adam hjem. Jeg beder om jeres hjælp, så jeg kan sikre mig, at vi ikke bliver adskilt igen. Jeg håber så desperat, at jeg 'lovligt' kan blive Adams mor,' skriver Emilie Larter på indsamlingssiden.

Foto: Emilie Larter/Gofundme
Vis mere

Hun flyttede i august sidste år til Uganda, hvor hun fik et job som lærer på en international skole og anskaffede sig et hus, hvor hun kunne bo sammen med Adam.

I Uganda er reglen nemlig, at man skal have haft barnet i pleje og have boet i landet i mindst et år for at kunne adoptere.

På grund af besparelser mistede Emilie Larter sit job på skolen, og hun lever nu af økonomisk støtte fra sine forældre. Men adoptionen har mange udgifter i form af blandt andet advokatomkostninger.

Derfor håber hun nu på, at offentligheden kan hjælpe hende med at få Adam med til Storbritannien.

Foto: Emilie Larter/Gofundme
Vis mere

Foto: Emilie Larter/Gofundme
Vis mere