Den 30-årige matematiklærer Jeremy Forrest, der nu er tilbageholdt af fransk politi for at bortføre den 15-årige elev Megan Stammers, er ulykkelig over, at deres drøm om at starte et nyt liv sammen i Frankrig er gået i vasken

Ifølge hans franske advokat Daniel Lallane, siger Forrest, at han ikke har gjort noget galt. Han har bare forelsket sig.

- Jeg har ikke gjort hende fortræd - Jeg elsker hende. Jeg har ikke gjort noget galt, udover at blive forelsket, har han ifølge Daily Mirror sagt til sin advokat, der selv er overbevist om hans uskyld.

- Jeg er overbevist om, at Jeremy Forrest ikke er pervers. Det her er historien om kærlighed og passion. Mr Forrest er meget ked af, at hans kærlighedshistorie er stoppet så brat, siger Lallane til Daily Mail.

Jeremy Forrest sidder fængslet i det højt sikrede Gradignan fængsel i Bordeaux, mens han venter på at blive udleveret til England. Han vil ikke modsætte sig at blive udleveret, da på den måde kan komme tættere på sin elskede. 

- Vi har diskuteret, hvordan han vil have det med, at komme tilbage til England, og han vil ikke modsætte sig det, siger hans advokat til Daily Mirror, og tilføjer.

- Det er primært fordi, det vil bringe ham tættere på den, han elsker, fortæller han.

Læreren bliver fremstillet i retten i Bordeaux tirsdag, og det forventes at han bliver udleveret til hjemlandet umiddelbart efter. Han er ikke sigtet for hans forhold til Megan Stammers i Frankrig, da den seksuelle lavalder er 15 år.

Derimod kan han i England risikere at blive sigtet for at have bortført Megan Stammer, og for at have haft et forhold til en mindreårig. Det kan i givet fald udløse fem til ti års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig.

Politiet går nu i gang med at undersøge samtaler på mail og Twitter mellem de to, for at undersøge det forhold, der angiveligt har stået på siden Megan Stammers var 14 år.