KØB PLUS!

Eksplosion skaber frygt for angreb i Eilat

Hamas har angrebet både Jerusalem og Tel Aviv, og søndag er der frygt for, at turistbyen Eilat også er blevet et mål.

ISRAEL: Angrebene mod og fra Gazastriben er taget voldsomt til de seneste dage med søndag som dagen med det mest blodige enkeltangreb med 11 civile ofre i Gaza. Og nu begynder frygten for angreb at brede sig til hjørner af Israel, som sjældent er berørt af konflikten.

Søndag lød der en eksplosion i turistbyen Eilat i den sydlige del af landet, og det fik straks borgerne til at reagere.

- En række borgere har ringet og fortalt, at de har hørt en eksplosion, men efter at have gennemsøgt byen, har vi ikke fundet noget. Politiet og hæren undersøger bakkerne rundt om byen, fortalte talsmand for det lokale politi Micky Rosenfeld ifølge nyhedsbureauet Reuters søndag.

Eilat, der ligger ved Det Røde Hav, og er en populær destination for turister især om vinteren, er tidligere blevet angrebet fra den egyptiske Sinai-ørken, men burde være i sikker afstand af Hamas’ raketter med mere end 100 kilometer til Gazastriben.

Ifølge BBCs Mellemøsten-korrespondent, Wyre Davies, der befinder sig i Gaza, har den israelske flåde affyret adskillige missiler mod Gaza søndag aften, og det bekræftes af blandt andre nyhedsbureauet AFP.

- Tung flådebeskydning af Gaza-kysten. Vi er i sikkerhed, men nær, skriver nyhedsbureauets reporter i Mellemøsten Sara Hussein klokken 22.30 på sin Twitter-profil.

To minutter senere tilføjer hun:

- De ryster et hotel. Cirka 20 (missiler) indtil videre.

Natten til søndag bombede israelske krigsskibe ligeledes mål fra søsiden af Gaza. En bygning i Gaza by, der huser en arabisk TV-station, blev ramt, og flere journalister blev såret.

Ifølge Hamas har de israelske bombardementer søndag kostet 26 personer livet i Gaza.