18 personer er kommet til skade efter en naturgaseksplosion i Massachusetts i USA.

En stripklub i den centrale del af byen Springfield i Massachusetts er styrtet sammen, efter at en naturgaseksplosion fredag aften lokal tid ramte området.

Der meldes foreløbig ikke om nogen dræbte efter eksplosionen, men mindst 18 personer er såret, skriver Boston Globe. Ingen af de sårede er ifølge Springfields borgmester, Domenic J. Sarno, i livsfare.

De sårede inkluderer ifølge borgmesteren ni brandmænd og to politibetjente. Politiet har evakueret området omkring Worthington Street, hvor eksplosionen skete.

- Det er et mirakel på Worthington Street, at ingen er blevet dræbt, siger viceguvernør Timothy P. Murray ifølge Boston Globe.

Et vidne siger til den lokale TV-station WWLP-TV, at han blev slynget over i den anden ende af den frisørsalon, han befandt sig i, da eksplosionen indtraf.

TV-stationen rapporterer desuden, at mindst to bygninger er blevet beskadiget efter eksplosionen, der kunne mærkes flere kilometer væk.