Tilbage i maj 2016 opfordrede terrorbevægelsen Islamisk Stat sine sympatisører rundt omkring i Vesten til at dræbe alle ’ikke-muslimer’ – og det budskab har fået terroren til at skifte karakter.

Det skriver Fox News.

Hvor det før var organiserede celler, som opererede ud fra direkte instrukser fra Islamisk Stat eller andre militante islamistiske grupper - eksempelvis i forbindelse med terrorangrebet på Zaventem-lufthavnen i Bruxelles i marts 2016 - så er flere sympatisører nu i stigende grad begyndt at arbejde på egen hånd.

Som eksempel herpå peger Fox News blandt andet på angrebet mod en politibil ved Champs-Élysées i Paris den 19. juni i år. Her kørte en formodet terrorist ind i en parkeret politibil, hvorefter hans egen bil eksploderet. Efterfølgende blev der fundet våben og ammunition i bilen.

At flere sympatisører vælger at arbejde på egen hånd bevirker, at angrebene bliver mere uorganiserede og ofte, at de mislykkedes. Men værst af alt, så bliver det sværere for de europæiske myndigheder og efterretningstjenester at komme angrebene i forkøbet, fordi de ikke kan spores direkte tilbage til de islamistiske grupper - og så er frygten, at flere sympatisører i den kommende tid vil blive opildnet til at tage sagen i egen hånd, lyder vurderingen.

Tidligere har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) været ude og sige, at Europa i den kommende tid kan stå over for flere terrorangreb.

»En af teorierne går på, at jo mere vi vinder frem på landjorden, jo mere skal vi også være forberedt på, at der kommer nogle desperate anslag i den anden retning,« sagde han efter et møde med EU’s udenrigsministre.

I den forbindelse udtalte Mikkel Storm Jensen, major hos Forsvarsakademiet med speciale i mellemøsten og militær strategi, til BT, at Islamisk Stats mere uorganiserede arbejdsmetoder udgør en alvorlig risiko.

»Med Islamisk Stat kan du have en tilfældig biltyv eller narkohandler, som det pludselig går op for, at hvis det, der står i Koranen, er rigtigt, så kommer han i helvede, når han dør,« sagde Mikkel Storm Jensen og tilføjede:

»Islamisk Stat fortæller ham så via internettet, at han kan få øjeblikkelig tilgivelse for alle sine gerninger, hvis han går ud og sprænger vantro i luften. Så efterlader eks-narkohandleren et Facebook-opslag, hvor der står, at de sværger troskab til Islamisk Stat og går ud og begår sin terrorhandling lige efter. Det er en kommunikationslinje, der er svær at samle op på for efterretningstjenesterne.«