Et samarbejde mellem den rød-grønne blok og et borgerligt midterparti kan skabe en rød svensk regering, der fører blå politik, vurderer historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Efter rigsdagsvalget søndag befinder Sverige sig i en enestående parlamentarisk situation: Den rød-grønne blok under socialdemokratisk ledelse står til at overtage regeringsmagten, selv om den ikke har flertal.

Tungen på vægtskålen er indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, men dem ønsker ingen af de øvrige partier i Riksdagen at samarbejde med.

»De svenske politikere står i en meget svær situation, fordi Socialdemokraterna og deres traditionelle samarbejdspartnere i den rød-grønne blok, Miljöpartiet og Vänsterpartiet, ikke har et flertal sammen,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen, ekspert i nordiske forhold og lektor i historie ved Københavns Universitet.

»Man skal altså ud og lave en regeringskonstellation, hvor man ikke kan være sikker på at få sin politik igennem, uanset om man kun vælger at gå sammen med Miljöpartiet eller om man vælger også at tage Vänsterpartiet med,« siger han.

Resultatet kan derfor blive, at den kommende statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, må smide en line over i den borgerlige lejr.

»Muligvis vil man prøve at få et af de borgerlige midterpartier med, men så vil socialdemokraterne igen skulle gå meget på kompromis med deres politik. Det er en speciel situation. Socialdemokraterne står til at overtage statsministerposten, men uden udsigt til at få deres politik igennem,« konstaterer Lars Hovbakke.

Den mudrede situation skyldes Sverigedemokraternas forrygende valg. De fik 13 procent af stemmerne og blev dermed det tredjestørste parti.

»Sverigedemokraternas store fremgang betyder, at ingen af de traditionelle blokke har flertal alene. De står altså i en voldsomt vanskelig situation med hensyn til, hvilken regering de skal danne og hvilken politik de kan føre,« siger Lars Hovbakke.

Derfor kan situationen munde ud i en regering, som danske vælgere vil nikke genkendende til.

»Det kan ende med en rød regering med en rød statsminister, der vil føre en blå politik, sådan som vi har set det i Danmark i de sidste tre-fire år,« siger historielektoren.

Vælger Stefan Löfven at kaste en line over til de borgerlige, er der ifølge Lars Hovbakke to mulige samarbejdspartnere.

»Der er Centerpartiet og Folkpartiet, hvor jeg vil tro, at Centerpartiet er det mest nærliggende. Begge har godt nok nægtet at ville indgå i et regeringssamarbejde med socialdemokraterne, men måske kan de lokkes til at indgå en eller anden formel samarbejdsaftale med dem,« siger Lars Hovbakke.

»Centerpartiet er et parti, der har mange ting til fælles med socialdemokraterne på blandt andet socialpolitikken. De er ikke nær så liberale som Folkpartiet, og de har fælles synspunkter med Miljöpartiet på miljøområdet,« forklarer han.

Folkpartiet er mindre sandsynligt, mener han. Deres mere liberale økonomiske holdninger passer dårligt ind i Socialdemokratiets, vurderer Hovbakke.