Den amerikanske førstedame Melania Trump har de seneste par dage stjålet overskrifterne, efter hun med kort tids mellemrum har nægtet at holde sin mand Donald Trump i hånden.

Førstedamens afvisende kropsprog over for Donald Trump har fået spekulationerne og rygterne til at brede sig som en steppebrand hos internationale medier og på de sociale medier.

For hvorfor opfører Melania Trump sig pludselig, som hun gør?

Ifølge engelske The Independent, som har talt med kropsprogsekspert Patti Woods, er det tydeligt, at Melania Trump har skiftet markant karakter i løbet af de sidste par måneder. Patti Woods påpeger, at førstedamen er gået fra at udstråle overskud og energi, til nu at fremstå som »lukket, lille og trist«.

Melania Trumps forvandling skyldes ifølge Patti Woods, at Donald Trump, siden han fik præsidentembedet, har skubbet sin kone i baggrunden.

»Han ønsker at blive set som en præsident. Ikke som en del af et præsidentpar,« siger kropssprogseksperten.

Første gang hun lod gemalens hånd flagre ensomt i luften, var da parret ankom til Israel for at aflægge premiereminister Benjamin Netanyahu et visit. Anden gang var, da parret to steg ud af præsidentflyet Air Force One efter at være landet i den italienske hovedstad Rom.

Om episoden i Israel siger han:

»Han gik i forvejen for at udstråle sin magt, og det at han rakte sin hånd tilbage for at trække hende frem som et barn, fik hende til at undvige og signalere: 'Nej, du kan ikke trække mig afsted som et barn.«

Ifølge ham er de to episoder et udtryk for, at billedet nu er vendt. Tidligere på året var det nemlig Donald Trump, der ved flere lejligheder nægtede at holde sin kone i hånden.

I en klumme bragt hos CNN, peger forfatter Michael D'Antonio ligesom Patti Woods på, at Donald Trump i flere tilfælde har udvist mangel på respekt over for sin kone, og at det er årsagen til hendes distancering.

Eksempelvis da Donald Trump skulle præsenteres i Det Hvide Hus, efterlod han Melania ved bilen, mens han selv skyndte sig op ad trapperne.

»Trump viser i overvejende grad ikke nogen form for hengivenhed, og han er kendt for at komme med upassende kommentarer om kvinder,« skriver Michael D'Antonio.

Og det mener han, Melania Trump har fået at føle på egen krop. Blandt andet har hun været genstand for husbondens nedladende jokes, bedst illustreret under en politisk middag, hvor præsidenten til forsamlingen bedyrede, at han ikke ville have børn med Melania, med mindre hun kunne garantere, at hun ville få sin nuværende kropsfigur tilbage.

Men uagtet om der er kurrer på tråden i Trump-parrets forhold eller ej, så mener Michael D'Antonio, at Melania Trump er nødt til at finde smilet frem.

»Melania må, af respekt for den amerikanske offentlighed, bide i det sure æble,« skriver han.

Se her de to videoer, hvor Melania Trump afviser at holde sin mand i hånden: