Det er endnu uvist, hvorfor det forsvundne EgyptAir-fly torsdag styrtede ned i Middelhavet. Flere eksperter mener ifølge nyhedsbureauet APF, at det kan skyldes terror. Den danske flyekspert Paul Harrison kalder styrtet ’mærkværdigt’.

Paul Harrison er formand for Ingeniørforeningens Flyvetekniske Selskab, og han undrer sig over, hvad der kan være sket. Flyet med nummeret MS 804 lettede fra Paris i Frankrig med retning mod Kairo i Egypten. Kort efter flyet med de 56 passagerer og 10 besætningsmedlemmer fløj ind i egyptisk luftrum, forsvandt det fra radaren.

»Flyet har fungeret perfekt ned gennem Europa. Der har ikke været nogen anmærkninger, og der har ikke været meldinger til flyveledelsen. Og pludselig ryger elektriciteten til flyet. Det virker underligt. Al teknik og alle mennesker kan fejle. Derfor bygger man også fly sådan, at en enkelt fejl ikke får det ned. Der er to motorer, to generatorer, to piloter osv. Flyet falder ikke ned af at det ene system går i stykker. Så ville piloterne have kontaktet flyvelederen og nødlandet,« siger han.

Ifølge den græske forsvarsminister lavede flyet skarpe sving først til venstre og derefter til højre i 11 kilometers højde, inden det dykkede til 4,5 kilometers højde og derefter 3 kilometer, hvorefter signalet forsvandt.

Ifølge Paul Harrison kan de mærkværdige sving være et udtryk for, at piloterne kæmpede for at rette flyet op.

»Hvis de har været i stand til at kæmpe imod styrtet, kan det være et udtryk for, at de har kæmpet imod så godt de kunne og forsøgt at rette op,« siger han.

»Jeg udelukker ingen scenarier. Alt kan være sket, men efterhånden som der bliver opsamlet vraggods og de sorte bokse bliver fundet, kan man begynde at danne sig et billede af, hvad der er sket. Men der kan gå lang tid, inden det er opklaret,« siger han og tilføjer, at det vigtigste lige nu er at sikre, at der ikke ligger overlevende i havet.

Han påpeger, at det stadig er uklart, om flyet blev splittet i stumper og stykker, inden det styrtede ned, eller det er faldet ned i ét stykke. Og i så fald kan det ikke udelukkes, at passagerne kan have overlevet styrtet.

»I enkelte tilfælde kan man godt overleve et fald på et par kilometer, så det kan ikke udelukkes, at der kan være passagerer, der har været i live, da de ramte vandet,« siger han.