Et forsvundet passagerfly fra AirAsia blev søndag føjet til listen over markante flykatastrofer i 2014. Fly er dog stadig den sikreste transportform, fastslår ekspert.

INDONESIEN: 2014 tegner sig til at blive et år, der vil blive husket for flere markante flykatastrofer.

Senest søndag blev en ny føjet til listen, da et passagerfly fra AirAsia tidligt om morgenen pludselig forsvandt på vej fra Indonesien mod Singapore, og det sætter endnu engang spørgsmålstegn ved, hvor sikkert det er at sætte sig ind i en flyvemaskine.

Men selvom flyåret 2014 har været præget af nu to forsvundne fly og et nedskudt passagerfly, er fly stadig den sikreste transportform, fastslår Hans Christian Stigaard, der er tidligere mangeårig trafikchef i Københavns Lufthavn.

»Det bliver mere og mere sikkert at flyve. Flyene bliver mere sikre. Når X antal mennesker bevæger sig rundt i trafikken, så sker der ulykker. Det gør der med fly, biler og både. Men det er bestemt ikke blevet farligere at flyve,« siger han til Berlingske.

Det forsvundne fly er et Airbus A320-200-passagerfly, og det forsvandt ud for Borneos kyst med 162 personer om bord på flyet - 155 passagerer og syv besætningsmedlemmer.

Det vækker mindelser om katastrofen 8. marts, hvor passagerflyet MH370 fra Malaysia Airlines forsvandt med 239 personer om bord over den sydlige del af Det Indiske Ocean. Flyet er endnu ikke blevet fundet. Og 17. juli blev flyet MH17 - også fra Malaysia Airlines - skudt ned over det østlige Ukraine. Alle 298 om bord blev dræbt.

Men selvom de tre voldsomme begivenheder har sat sine spor verden over, har 2014 efter Hans Christian Stigaards vurdering ikke været ekstra hårdt ramt af ulykker i luften.

»Jeg mener ikke, at året på nogen som helst måde har været markant værre end så mange andre år. Det, der selvfølgelig er problemet med 2014, er, at de to ulykker med Malaysia Airlines står printet i hukommelsen,« understreger han.

Når en katastrofe rammer, vil flytrafikken kortvarigt blive påvirket, forklarer Hans Christian Stigaard, men det er kun for en kort periode.

»Hver gang sådan en ulykke sker, så sker der et lille, kortvarigt fald i passagermængden i flyvningen. Men overordnet set går der relativt kort tid, hvorefter det udjævner sig igen,« siger Hans Christian Stigaard til Berlingske.

Søndagen igennem har flåden og luftvåbnet fra Singapore og Indonesien eftersøgt det forsvundne fly. Men da mørket faldt på over Javahavet ved Borneos sydvestlige kyst, blev eftersøgningen indstillet, fortalte en talsmand for det indonesiske transportministerium, Hadi Mustofa, omkring klokken 17.30 lokal tid. Den vil blive genoptaget tidligt mandag morgen.

»Vi genoptager eftersøgningen i morgen klokken 7 eller tidligere, hvis vejret er godt,« sagde Hadi Mustofa ifølge BBC.

Søndagens dårlige vejr har besværliggjort eftersøgningen af AirAsia-flyet, som de indonesiske luftfartsmyndigheder senest var i kontakt med tidligt søndag morgen lokal tid, kort efter det var lettet fra Surabaya i Indonesien.

Flyet skulle efter planen være landet i Singapore klokken 8.30 lokal tid, men cirka en time forinden anmodede piloterne på grund af det dårlige vejr om at stige fra 32.000 til 38.000 fod. Derefter har myndighederne ikke haft kontakt med flyet.

Efterfølgende har flere fly- og vejreksperter undret sig over, at vejret skulle være skyld i et eventuelt flystyrt, da det ikke har været så voldsomt, som det kan være på de kanter. Derudover burde eventuelt dårligt vejr ikke komme bag på piloterne, lyder meldingen.