Præsident Obama fremstod mat og uforberedt i TV-debatten mod sin republikanske udfordrer Mitt Romney. Romney var til gengæld overraskende godt forberedt, vurderer lektor.

USA: Republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney klarede sig overraskende godt i nattens TV-duel mod Barack Obama. Sådan lyder vurderingen fra USA-eksperten Derek Beach, der er lektor i international politik ved Aarhus Universitet.

- Han virkede meget godt forberedt. Det var mission accomplished for Romney. Han havde to primære opgaver, den ene var at fremstå som en plausibel præsident, at være velforberedt, og det var han. Den anden var, at han skulle overbevise om, at den nuværende kurs ikke virker, og at det er på tide at prøve med noget nyt og fyre præsidenten. Og det klarede han også meget godt, han var meget overbevisende siger han.

Derek Beach har til gengæld meget lidt positivt at sige om Barack Obamas præstation under den 90 minutter lange debat.

- Han vekslede meget. Til tider virkede han tynget og træt. Det var en underlig nærmest uforberedt og uengageret Obama. Jeg tror, at han opfattede det som venstrehåndsarbejde, som han sagtens kunne klare. Men han kom op imod en langt mere velforberedt og engageret Romney. En gang i mellem lykkedes det Obama at fyre nogle gode pointer af, men det var en underlig og mat præstation fra ham, forklarer Derek Beach.

Og den vurdering deler amerikanerne, der fulgte debatten, tilsyneladende. 67 procent af de registrerede vælgere vurderer ifølge en såkaldt flash-måling for TV-stationen CNN foretaget blandt 430 personer, at Mitt Romney klarede sig bedst, mens kun 25 procent peger på Obama.

Obamas ringe præstation kommer dog næppe til at påvirke udfaldet af valget i november, vurderer Derek Beach. Historisk er der kun ganske få fortilfælde, hvor en TV-debat har haft afgørende indflydelse på et amerikansk præsidentvalg.

- På kort sigt kan vi måske opleve at Romney stiger et par procent (i meningsmålingerne, red.) , men historisk har det sjældent nogen effekt på selve valgdagen, forklarer han og siger, at den ellers retorisk begavede Obama tilsyneladende har nedprioriteret at forbedrede sig lige så godt som Mitt Romney, fordi han i de nuværende meningsmålinger står til at vinde valget.

- Obama kører en forsigtig kurs, fordi han fører, og derfor tror jeg ikke, at hans rådgivere har valgt at bruge så meget tid på at forberede ham. Det var en underlig nærmest uforberedt og uengageret Obama. Jeg tror, at han opfattede det som venstrehåndsarbejde, som han sagtens kunne klare. Men man skal huske på, at Obama har to job, mens Romney har et. Obama er stadig præsident og skal lede USA under valgkampen, siger Derek Beach.