Brahim Abdeslam sprængte sig selv i luften under fredagens terrorangreb i Paris. Islamisk Stat har taget ansvar for de i alt seks angreb, der har kostet 129 mennesker livet og såret endnu flere. Men den 31-årige Abdeslam var slet ikke religiøs, hævder hans ekskone.

Brahim Abdeslam sårede tre mennesker, da han udløste sin selvmordsbombe foran en café på boulevard Voltaire. Hans bror Salah Abdeslam bliver netop nu kaldt verdens mest eftersøgte mand, der mistænkes for at have spillet en rolle i terrorangrebene i Paris fredag den 13. november, som IS har taget skylden for.

Myndighederne mener, at de to brødre, der var franske statsborgere, men boede i Bruxelles-forstaden Molenbeek, var blevet radikaliseret. Det kommer meget bag på den 31-årige Brahims ekskone, Naima. Da hun var gift med ham, var slet ikke religiøs.

»Hans yndlingsaktiviteter var at ryge pot og at sove. Han sov ofte i løbet af dagen. Han røg et alarmerende højt antal joints,« fortæller hun til Daily Mail.

Ifølge hende besøgte eksmanden aldrig moskeen eller bad. Og selvom islam forbyder alkohol, drak han både øl og vodka.

Parret mødte da også hinanden på en bar og blev gift to år senere ved en ikkereligiøs ceremoni. Hverken hans forældre eller broren Salah deltog i vielsen:

»De var moderne. Alle havde deres eget liv,« fortæller Naima, der ikke ville fortælle sit efternavn.

Hun og terroristen var gift i to år, men gik fra hinanden i 2008. De blev dog først formelt skilt i 2013.

»Selvom han var uddannet elektriker, fandt han ikke et job. I løbet af de to år vi var gift, arbejdede han kun én dag. Det gjorde ham doven,« forklarer hun.

De brugte deres tid på at se film og lytte til arabisk hiphop, og Naima har kun gode ting at sige om sin eksmand, som hun blev skilt fra af 'personlige årsager'. Ifølge hende havde han en 'god karakter' og var aldrig voldelig over for hverken hende eller andre.

Men han havde flere lovovertrædelser bag sig. Som ung var han involveret i salg af stoffer, og før han blev myndig satte han ild til familiens hus. Siden styrede han en café i Molenbeek.

Brahim Abdeslams familie har fortalt, at han har opholdt sig i Syrien, men gættet på at det var et uheld, at han sprængte sig selv i luften. De peger på, at han måske var stresset.

Heller i Naima kan forstå, hvordan hendes eksmand endte som terrorist:

»Jeg har ingen forklaring. Jeg er chokeret. Det er muligt, at det skyldtes hash - alt er muligt. Han tog aldrig stoffer som kokain, da han var sammen med mig,« forklarer hun.