Bayrou vil indgå i alliance med Emmanuel Macron, som dermed øger sin chance for at nå til anden valgrunde.

Paris. En af Frankrigs politiske veteraner, François Bayrou, stiller ikke op til præsidentvalget i Frankrig, meddeler han.

I stedet vil Bayrou indgå i en alliance med en anden centrumpolitiker, nemlig Emmanuel Macron.

- Denne alliance kan tilføje noget til landet, siger Bayrou på et pressemøde onsdag.

Han advarer om, at der er for meget på spil ved dette præsidentvalg til, at der kan være mange kandidater i konkurrencen om vælgernes gunst.

Især Marine Le Pen fra det EU- og indvandringskritiske parti Front National udgør "en stor og umiddelbar trussel for både Frankrig og Europa", siger Bayrou ifølge flere medier.

Med den nye alliance kan Macron håbe på at tiltrække flere stemmer. Han meddeler da også onsdag aften, at han accepterer at indgå i alliancen med Bayrou.

De seneste meningsmålinger viser stort set dødt løb mellem Macron og den konservative François Fillon.

Målingerne peger alle på, at den af de to kandidater, der får flest stemmer i første valgrunde 23. april, skal i duel mod Marine Le Pen fra Front National i anden og afgørende valgrunde 7. maj.

En af onsdagens meningsmålinger viser, at Macron har udsigt til at vinde over Le Pen med et flertal på 60 procent af stemmerne, hvis han går videre til anden valgrunde.

Den 65-årige Bayrou, som er tidligere uddannelsesminister og leder af Demokratiske Bevægelse (MoDem), havde allerede inden onsdagens pressemøde udelukket, at han ville kunne stille sig bag Fillon.

Bayrou har stillet op til de tre seneste præsidentvalg i Frankrig.

Flere meningsmålinger har vist, at omkring fem-seks procent af vælgerne ville stemme på Bayrou, hvis han var en af kandidaterne ved valget i år.

/ritzau/Reuters