KØB PLUS!

Egyptiske fløje indkalder til nye demonstrationer

Der er frygt for nye sammenstød i Egypten, efter at tilhængere og modstandere af landets præsident har indkaldt til demonstrationer samme dag.

EGYPTEN: Hvis den egyptiske præsident Morsi forventede, at en annullering af et yderst udskældt dekret ville sikre ham fred fra hans mange kritikere, så tog han fejl.

Morsis modstandere har ifølge CNN indkaldt til nye, omfattende demonstrationer over store dele af landet tirsdag. Demonstranterne opfordres til at vise deres utilfredshed med en ny forfatning, som skal til afstemning 15. december.

Forfatningen er udarbejdet af et udvalg bestående af dybt konservative islamister, der vil sikre, at Islam får en særstatus i Egypten. Kristne og sekulære kræfter frygter dog, at det vil svække dem, og de mener, at Morsi og hans parti, Det Muslimske Broderskab, har alt for travlt med at sende forfatningen til afstemning. De er dog tilfredse med, at Morsi efter længere tids pres og blodige demonstrationer valgte at annullere det omstridte dekret, der ville sikre præsidenten omfattende magtbeføjelser, men de kræver samtidig forfatningsafstemningen udsat.

Det nægter Morsi, som forsvarer afstemningen med, at en ny forfatning er et afgørende skridt i den demokratiseringsproces, Egypten befinder sig i. Oppositionenen fastholder dog, at forfatningsudkastet ikke repræsenterer alle egyptere.

Et uafhængigt juridisk panel bakker ifølge CNN op om Morsi og siger, at det er et juridisk krav, at afstemningen gennemføres som planlagt 15. december.

Morsis modstandere er ikke de eneste, der går på gaden tirsdag. Også tilhængerne i Det Muslimske Broderskab har annonceret, at de har planer om at demonstrere til fordel for Morsi og afstemningen om forfatningen. Det har skabt frygt for sammenstød mellem de to fløje og nye uroligheder i Egypten, hvor syv personer i sidste uge mistede livet under omfattende demonstrationer foran præsidentpaladset.

Præsidenten har ifølge BBC beordret, at militæret skal være parat til at rykke ind og sikre statslige institutioner, og det har skabt frygt for, at Egypten igen vil overgå til militært styre. Militæret har allerede advaret om, at det ikke vil tillade, at situationen i landet eskalerer, og det opfordrer de stridende parter til at finde en løsning på krisen.