Hosni Mubaraks tidligere premierminister, Ahmed Shafiq, mener ikke, at idéen om en Broderskabs-ledet regering i Egypten, er problematisk. Det har han meldt ud til trods for, at han selv er med i opløbet om præsidentposten, skriver Reuters.

- Jeg ser ikke noget galt i, at den kommende premierminister i Egypten er fra Friheds- og Retfærdighedspartiet, siger han i et interview med den privatejede TV-station, al-Hayat, med henvisning til Det Muslimske Broderskabs parti.

Ifølge de uofficielle resultater fra præsidentvalgets første runde bliver det Shafiq og Broderskabets Mohamed Mursi, der skal stå ansigt-til-ansigt i den afgørende runde 16.-17. juni.

De muslimske brødre har forsøgt at samle politiske spillere til Mursis side for at kunne slå Shafiq, som de beskriver som en del af det gamle regime og en fare for den egyptiske revolutions momentum, som sidste år væltede Mubarak fra magten.

BNB