Dommeren i sagen mod Egyptens tidligere leder har besluttet at stoppe den direkte tv-dækning af retsopgøret.

Egyptens afsatte præsident Hosni Mubarak, der mandag var i retten i Kairo på en båre, har fået udsat sin retssag i tre uger.

Ved indledningen af mandagens retsmøde erklærede den tidligere præsident sig ikke-skyldig i overlagt drab på demonstranter, som rykkede ud i gaderne for at demonstrere mod regimet.

Dommeren i sagen, Ahmed Refaat, besluttede derefter, at sagen mod Mubarak skal udsættes i tre uger, og at den direkte tv-dækning af sagen skal indstilles.

Samtidig besluttede dommeren, at Mubaraks retssag skal slås sammen med sagen mod hans tidligere indenrigsminister, Habib al-Adly, hvilket var et krav fra de pårørende til dem, der blev dræbt under den folkelige opstand.

Den direkte tv-dækning af retsopgøret er blevet fulgt intenst i store dele af befolkningen.

Under mandagens retsmøde forsøgte Mubaraks sønner at skærme eks-præsidenten mod tv-kameraerne, da han lå udstrakt på sin båre i anklageskranken med hænderne foldet over brystet. Mubarak havde flere ordudvekslinger med sine sønner og medtiltalte.

Nogle af hans advokater råbte "Gud er stor", da dommeren meddelte, at sagen var udsat, og at tv-dækningen skulle indstilles. Det skete efter, at forsvaret under ledelse af Farid al-Deeb havde insisteret på at få mere tid til at gennemgår de tusindvis af dokumenter, som anklagemyndigheden har samlet i sagen mod den tidligere egyptiske ledere.

- Vi har brug for mindst en måned mere, sagde en af forsvarerne.

Flere pårørende til dødsofrene for volden mod demonstranterne råbte på "henrettelse", da Mubarak blev kørt ud af salen.

Den 83-årige Mubarak er anklaget for at have være indblandet i drab på hundredvis af regimets modstandere under urolighederne i januar og februar. Oprøret blev afslutningen på hans tre årtier ved magten. Mubarak er ligeledes tiltalt for omfattende korruption.

Flere end 850 personer blev dræbt under de 18 dages oprør, der førte til Mubaraks fald, og andre tusinder blev såret.

/ritzau/AFP