Egypten angriber "terrorlejre" efter drab på koptere, siger præsident Sisi. Tv melder om luftangreb i Libyen.

Kairo. Egyptens hær har angrebet en træningslejr for militante islamister. Det sker som gengældelse for drabene på 28 kristne koptere tidligere fredag, oplyser landets præsident, Abdel Fattah al-Sisi, i en tv-tale.

De 28 koptere blev dræbt af maskerede mænd, der åbnede ild mod deres bus, da de var på vej på besøg i et kloster i Minya-provinsen i Egypten. Der var flere børn blandt de dræbte, oplyser Egyptens regering.

- Egypten vil ikke tøve med at angribe terrorlejre hvor som helst, både i og udenfor landet, siger Sisi på egyptisk tv.

Han oplyser ikke, præcis hvor hans styrker har slået til.

Samtidig rapporterer statsligt tv, at egyptiske fly har rettet angreb mod seks "terrorlejre" i nabolandet Libyen.

Angrebene skete nær Derna, siger militærkilder i Egypten.

Egyptiske myndigheder mener, at de militante grupper, der er ansvarlige for angrebet i Egypten, træner deres medlemmer i lejre ved Derna, siger kilderne.

For to år siden gennemførte det egyptiske luftvåben flere angreb mod Islamisk Stat i Libyen.

Det skete, efter at videooptagelser havde vist medlemmer af den militante organisation halshugge 21 kristne - stort set alle egyptiske koptere - i Libyen.

Umiddelbart har ingen gruppe eller personer taget skylden for fredagens angreb mod koptere i Minya-provinsen.

I sin tv-tale fredag aften sender præsident Sisi også en direkte meddelelse til USA's præsident, Donald Trump.

- Du har sagt, at din højeste prioritet er at konfrontere terrorismen, og jeg stoler på, at du er i stand til det, siger Sisi.

Trump, der fredag er til G7-landenes topmøde på Sicilien, fordømmer i en meddelelse fredagens angreb på de egyptiske koptere.

- Blodsudgydelserne mod kristne må slutte, og alle der hjælper deres drabsmænd må straffes, siger Trump.

- Terrorister fører krig mod civilisationen, og det er op til alle, der sætter pris på liv, at konfrontere og besejre dette onde, lyder det fra den amerikanske præsident.

/ritzau/AFP