Egypten: Mindst fem dræbte og 379 sårede i uroligheder

Det kom til voldsomme uroligheder flere steder i Egypten på årsdagen for revolutionen, der fjernede præsident Mubarak fra magten i 2011.

EGYPTEN: Oppositionstilhængere var fredag på gaden over hele landet for at udtrykke deres utilfredshed på toårsdagen for den egyptiske revolution, der førte til præsident Hosni Mubaraks fald i 2011. Fem blev dræbt i byen Suez, skriver BBC.

Politi stødte sammen med demonstranter ved præsidentpaladset tæt på Tahrir-pladsen i hovedstaden. Der var også sammenstød i Alexandria, og i Ismailia satte demonstranter ild til Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter.

Demonstranterne beskylder præsident Mohammed Morsi for at forråde revolutionen.

Præsidenten har opfordret til fredelige markeringer af årsdagen, men mindst 379 er blevet kvæstet i 12 af landets 27 regioner.

Fredag affyrede politi tåregas for at sprede demonstranterne, der havde forsøgt at bryde pigtrådsbarrierer uden for præsidentpaladset i hovedstaden, rapoprterer det statslige tv.

Tidligere havde demonstranterne oprettet checkpoints ved indgangen til Tahrir-pladsen for at kontrollere folks identitet. Der blev vist en udstilling med billeder af de dræbte fra forskellige demonstrationer i løbet af de seneste to år.

- Vores revolution fortsætter. Vi afviser tanken om et enkelt parti, der har magten. Vi siger nej til Broderskabets stat, siger oppositionsleder Hamdeen Sabahi til Reuters med henvisning til den islamistiske bevægelse, som præsident Morsi tilhører.

- Jeg stemte for Morsi, fordi jeg ikke ville se nogen fra det gamle regime ved magten igen. Men han har ikke opfyldt løfterne. Økonomien er smuldret. Jeg er her for at lægge pres på regeringen for at vedtaget ordentlige reformer, siger en demonstrant til BBC.

Indfaldsvejene til Tahrir-pladsen har været spærret at betonmure siden november. Demonstranter forsøgte, at rive dem ned torsdag, men en ny mur blev bygget for at blokere indgangen til Kabinettets hovedkvarter.

Urolighederne fortsatte natten igennem.

Ifølge BBCs reporter er der mange demonstranter på Tahrir-pladsen, men urolighederne er koncentreret i et lille hjørne af pladsen, hvor teenagere kaster sten mod parlamentsbygningen. Han fortæller, at demonstranterne bruger de samme slagord mod Mohammed Morsi, som de gjorde mod Hosni Mubarak for to år siden.

- Det eneste der er anderledes to år efter revolutionen er, at vores præsident nu har et skæg, siger en demonstrant til BBC.

BNB