EGYPTEN: Den egyptiske præsident udtaler lørdag støtte til den bredtfavnende syriske oppositionssammenslutning, Syriens Nationale Koalition.

Mohamed Morsi mener, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, bør træde tilbage og overlade magten til oppositionen, hvis landet skal videre oven på den 21 måneder lange konflikt.

- Der er ikke plads til det nuværende regime i fremtidens Syrien, siger Mohamed Morsi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer samme dag, som Rusland udtrykker håb om, at der stadig er en chance for en politisk løsning af konflikten. Samme melding kommer fra fredsmægler Lakhdar Brahimi, der repræsenterer FN og Den Arabiske Liga. Han er lørdag på besøg hos den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov.

Brahimi beskriver alternativet til en politisk løsning af konflikten i Syrien som »helvede«.

BNB