Efterforskning af Lockerbie-angreb fortsætter 25 år efter

STORBRITANNIEN: De skyldige bag bombeeksplosionen på passagerflyet Pan Am Flight 103 over den skotske by Lockerbie 21. december 1988 skal stilles til ansvar. Det slog Storbritannien, USA og Libyen fast i en fælles erklæring lørdag.

Her var det præcis 25 år siden Lockerbie-angrebet, der kostede flyets 259 passagerer og 11 personer på landjorden livet. De fleste af de dræbte passagerer var amerikanere.

De tre landes regeringer kræver »alle de ansvarlige for denne brutale terrorhandling retsforfulgt« og vil nu udbygge samarbejdet om efterforskningen for at få alle fakta i sagen belyst. USA og Storbritannien vil blandt andet sende efterforskere til Libyen »i den nære fremtid« og udveksle informationer, dokumenter og adgang til vidner.

Libyen erkendte i brev til FN i 2003 at have skylden for bombeattentatet.

Kun en person er imidlertid blevet dømt for angrebet, libyeren Abdelbaset Ali Mohmet al-Megrahi, der døde sidste år.

BNB