Øverst ses billeder fra ransagningen af andenpiloten Andreas Lubitz' hjem og fra ulykkesstedet

Tysk politi har fundet en sygemelding hos den tyske pilot, der angiveligt styrtede et Germanwings-fly ned med vilje tirsdag. Der blev ikke fundet et selvmordbrev.

TYSKLAND: Da tyske myndigheder torsdag aften ransagede pilot Andreas Lubitz’ hjem i Düsseldorf og Montabaur, fandt de en sygemelding for den tirsdag, hvor piloten og 149 andre personer omkom i et flystyrt i de franske alper. Det skriver det tyske medie Focus Online.

Det er allerede kommet frem, at den 27-årige pilot sandsynligvis styrtede flyet ned med vilje, og herefter har den tyske tabloidavis Bild kunne afsløre, at piloten havde alvorlige psykiske problemer.

Læs også

Anklagemyndigheden i Düsseldorf oplyser nu i en pressemeddelelse, at der ved ransagningen blev beslaglagt dokumenter, som angiver, at piloten var i medicinsk behandling. Desuden fandt efterforskere en sygemelding.

»Det forhold, at der er fundet iturevne, aktuelle sygemeldinger - som også omfatter dagen for ulykken - støtter efter vores foreløbige vurdering den antagelse, at afdøde har hemmeligholdt sin sygdom for arbejdsgiveren og sine kolleger,« hedder det i pressemeddelelsen fra anklagemyndigheden i Düsseldorf.

Læs også

Der blev ikke fundet et selvmordsbrev. Der blev heller ikke fundet tegn på, at flystyrtet har taget afsæt i noget religiøst eller politisk.

Under en tur fra Barcelona til Düsseldorf valgte Andres Lubitz tirsdag formiddag angiveligt at låse kaptajnen ude, da denne for en stund forlod cockpittet, og herefter satte han autopiloten ud af drift og fik flyet til at dykke. Lydoptagelser fra den ene sorte boks afslører vejrtrækning i cockpittet til det sidste, hvilket har punkteret teorien om, at andenpiloten skulle have fået et slagtilfælde.

I alt 150 personer var om bord på flyet heriblandt to spædbørn og en tysk gymnasieklasse. Alle omkom.

Redningsmandskab arbejder fortsat på ulykkesstedet for at bjærge lig, mens efterforskere i både Tyskland og Frankrig arbejder på højtryk for at opklare omstændighederne ved ulykken.