Nattens debat imellem Trump og Clinton vil handle om alt andet end politik

Nattens møde imellem præsidentkandidaterne Donald Trump og Hillary Clinton forventes at blive den mest sete politiske debat nogensinde. Over 120 millioner amerikanere forventes således at se med. Og det kommer til at handle om alt andet end politik.

Ikke siden Muhammad Ali knock-outede Joe Frasier, og Mike Tyson bed øret af Evander Holyfield, har amerikanerne i den grad set frem til en tv-transmitteret duel som dén, der i nat vil få USA til at gå i stå.

Efter et endeløst års rekord-beskidt valgkamp skal USAs forhenværende udenrigsminister og førstedame Hillary Clinton nemlig endelig stå ansigt til ansigt med sin nådesløse modstander, ejendomsmilliardær og realitystjerne Donald Trump.

Siden juli sidste år har republikanske Trump beskrevet demokratiske Clinton som en dødeligt syg overklassepolitiker, der vil gøre sit bedste for at sejle USA i sænk. Lige så længe har Hillary Clinton antydet at Trump er en verdensfjern narcissist, der uden at ryste på hånden vil bruge atomvåben imod både venner og fjender.

Og i fællesskab har de to præsidentkandidater og deres vælgere i USA skabt et giftigt politisk klima, der får forhenværende og ophedede opgør imellem George Bush & Al Gore og Barack Obama & Mitt Romney til at ligne den rene julehygge.

Nattens debat (03.00-04.30 dansk tid) vil finde sted i byen Hampsted i staten New York. Ordfører er én af USAs mest erfarne politiske journalister, Lester Holt, der i årtier har arbejdet for tv-kanalen NBC. Og debattens tre store spørgsmål er: ’Hvilken retning skal USA bevæge sig i?’ ’Hvad er amerikansk velfærd?’ Og endelig en Trump-favorit: ’Hvordan sikrer vi USA?’

De spørgsmål kunne lægge op til en debat i verdensklasse.

Men de fleste politiske iagttagere mener, at det første af de i alt tre tv-transmitterede møder imellem Clinton og Trump kommer til at handle om alt andet end politik.

Således vil alle holde et skarpt øje med Hillarys eventuelle hosteanfald og almene opførsel. I månedsvis har både medier og Trumps kampagne nemlig antydet, at Clintons ’svigtende helbred’ diskvalificerer hende fra at blive USAs næste præsident.

Og i Trumps tilfælde vil der være fokus på temperamentet.

Under de ligeledes tv-transmitterede primærvalgdebatter, hvor de endelige kandidater skulle udvælges, scorede Donald Trump point på at latterliggøre sine modstandere med skolegårds-agtige angreb og øgenavne som ’Little Marco’ (om Marco Rubio) og ’Lying Ted’ (om Ted Cruz).

Den slags vil i stedet skræmme ubeslutsomme vælgere væk under natten debat. Og derfor vil 69-årige Hillary Clinton gøre sit bedste for at lokke ’bøllen’ og ’mobberen’ frem i 70-årige Trump.

Lige siden ’den fattede’ demokratiske John F. Kennedy ’vandt’ over den ’stor-svedende’ republikanske kandidat Richard Nixon i USAs første tv-transmitterede debat i 1960, har fysisk fremtoning også spillet en afgørende rolle op til de amerikanske præsidentvalg.

Og før nattens debat imellem Trump og Clinton kom en trappestige også til at spille en vigtig rolle.

Således frygter Hillarys folk, at deres kandidat med sine beskedne 162 centimeter vil virke unødvendigt sårbar overfor Trumps 188 centimeter.

Derfor ’ansøgte’ de demokratiske kampagneledere ifølge avisen The Daily Mail om, at Hillary Clinton kunne stå på en slags trappestige bag sit podium.

Ifølge avisen fik de afslag. Men i stedet vil de to podier være designet, så højdeforskellen på Trump og Clinton bliver så ’usynlig’ som muligt.

Trump truer med at invitere Bills elskerinde


Som symbol på, hvor beskidt den igangværende amerikanske valgkamp er, truer Donald Trump nu med at invitere én af Bill Clintons eks-elskerinder, Gennifer Flowers.

Først afslørede Hillary Clintons kampagne, at hun ville invitere milliardæren Mark Cuban, der har gjort sig bemærket som en af Donald Trumps største modstandere.



Ifølge en pressemedelelse kunne Mark Cuban blive placeret på forreste række. Og Donald Trump var ikke sen med sin Twitter-reaktion:

»Hvis tåbelige og forfejlede Marc Cuban vil sidde på forreste række, så vil jeg måske placere Gennifer Flowers ved siden af ham.«

Mens Hillary Clintons mand Bill Clinton var præsident, blev han efter sin Hvide Hus-affære med praktikanten Monica Lewinsky afsløret i omfattende utroskab. Og Gennifer Flowers var angiveligt en af hans elskerinder.

Et af Donald Trumps uofficielle valgslogans er: ’Hvis Hillary Clinton ikke kunne stille sin mand tilfreds, hvordan skal hun så klare jobbet for hele USA?’