Canada lader sig ikke skræmme af terrorangreb, siger landets premierminister Stephen Harper efter en uge med to terrorangreb, der har kostet to canadiske soldater livet.

Den canadiske premierminister Stephen Harper siger onsdag, at Canada ikke lader sig skræmme af to terrorangreb, der kostede to soldater livet i denne uge, skriver Reuters.

Premierministeren tilføjer, at efterretningstjenesten vil gøre alt for at imødegå trusler mod landet.

»Lad der ikke være nogen misforståelse. Vi vil aldrig lade os skræmme. Canada lader sig ikke skræmme,« sagde Harper i en kort tale til nationen.

»Tværtimod vil dette føre os til at styrke vores beslutsomhed og fordoble vores indsats for at identificere og imødegå trusler,« tilføjede han.

Premierministeren sagde yderligere, at de kommende dage vil vise, om manden, der gik til angreb på parlamentet, handlede alene eller havde medskyldige.

»Angreb på vores sikkerhed og vores institutioner og regering er i deres natur angreb på vores land, vores værdier, vores samfund og os canadiere,« sagde Harper.

Mandag dræbte en muslimsk konvertit en canadisk soldat, da han i sin bil kørte ind i to soldater på en parkeringsplads i Quebec.

25-årige Martin Rouleau var blandt omkring 90 personer, som de canadiske myndigheder overvåger på grund af mistanke om deltagelse i militante aktiviteter i udlandet eller planer om deltagelse.

Rouleau blev skudt og dræbt af politiet efter en biljagt.

Det vides endnu ikke, om manden, der gik til angreb i parlamentet onsdag  - angiveligt en 32-årig mand der for nylig er konverteret til islam - var blandt de overvågede.