Fem års ubetinget fængsel. Det er straffen, som den sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius får for uagtsomt manddrab på sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp. Dommen faldt i Sydafrikas hovedstad, Pretoria, tirsdag.

Under strafudmålingen lagde dommer Thokozile Masipa blandt andet vægt på, at den 27-årige Pistorius ikke før har begået kriminalitet, ligesom hun konstaterede, at han fortryder sin gerning.

Oscar Pistorius dræbte sin kæreste 14. februar 2013, da han skød igennem en låst toiletdør. Pistorius har forklaret, at han skød, fordi han troede, at der var tale om en indbrudstyv.

Her holder sportsstjernen Oscar Pistorius sin onkel - Arnold Pistorius - og andre familiemedlemmer i hånden, efter han fik fem års fængsel for uagtsomt manddrab på sin kæreste Reeva Steenkamp i februar 2013. Billedet er fra retsbygningen i Pretoria i Sydafraika, hvor løberen modtog strafudmålingen 21. oktober 2014.
Her holder sportsstjernen Oscar Pistorius sin onkel - Arnold Pistorius - og andre familiemedlemmer i hånden, efter han fik fem års fængsel for uagtsomt manddrab på sin kæreste Reeva Steenkamp i februar 2013. Billedet er fra retsbygningen i Pretoria i Sydafraika, hvor løberen modtog strafudmålingen 21. oktober 2014. Foto: Herman Verwey
Vis mere

Anklagemyndigheden havde forlangt mindst ti års fængsel, mens Pistorius’ forsvarer, Barry Roux, havde anbefalet en kombination af husarrest og samfundstjeneste.

Da Oscar Pistorius 12. september blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab på Reeva Steenkamp, afviste dommer Thokozile Masipa flere af anklagerens vidner som utroværdige og farvede på grund af den massive mediedækning, sagen har fået. Blandt andet så hun bort fra vidner, der mente at have hørt Steenkamp skrige, kort før skuddene faldt, fordi forklaringerne var modstridende.

Her ses Reeva Steenkamp og Oscar Pistorius, mens alt stadig var godt.
Her ses Reeva Steenkamp og Oscar Pistorius, mens alt stadig var godt. Foto: FRENNIE SHIVAMBU
Vis mere

Til gengæld lagde hun vægt på, at Pistorius burde have ringet til politiet i stedet for at affyre de fire skud mod toiletdøren, ligesom han burde have vidst, at der var risiko for, at skuddene ville være dræbende for personen på den anden side.

Foruden de fem års fængsel for uagtsomt manddrab idømmes Oscar Pistorius tre års betinget fængsel for overtrædelse af våbenloven.

Fakta: Sagen mod Oscar Pistorius

Den 27-årige sydafrikanske handicapatlet Oscar Pistorius skød og dræbte 14. februar 2013 - på Valentinsdag - sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp, i deres fælles hjem i Pretoria i Sydafrika.

Pistorius skød fire gange igennem en låst toiletdør, hvoraf tre skud ramte Steenkamp, der døde næsten øjeblikkeligt. Pistorius har forklaret, at han skød, fordi han troede, at der var tale om en person, som var brudt ind i huset og havde gemt sig på toilettet.

Anklageren gik efter at få Pistorius dømt for overlagt mord, da et vidne har fortalt, at vedkommende hørte Steenkamp skrige, kort før Pistorius skød hende, og at der derfor var tale om et skænderi mellem kæresteparret.

Oscar Pistorius har også været anklaget for to separate episoder, der involverer affyringen af et skydevåben.

Retssagen blev indledt 3. marts i år.

12. september blev Pistorius dømt for uagtsomt manddrab, og 21. oktober blev han idømt fem års fængsel.

Oscar Pistorius fik som 11-årig amputeret begge sine ben under knæet på grund af en medfødt knoglefejl. Han har trods sit handicap opnået stor berømmelse som topatlet med sine to proteser af kulfiber og har deraf fået navnet »Blade Runner«.

Pistorius deltog i de paralympiske lege i 2004 og 2008 og var den første atlet med amputerede ben, der deltog ved et OL i 2012, da det blev afgjort, at hans proteser ikke giver ham en fordel i forhold til rivalerne.

Kilde: Reuters