FRANKRIG: I løbet af de seneste godt to uger har franske myndigheder nægtet omkring 1.000 personer at rejse ind i landet. Det sker efter terrorangrebene 13. november, som fik landet til at forhøje sikkerhedsniveauet og indføre en tre måneder lang undtagelsestilstand.

»Siden vi har optrappet grænsekontrollen, er næsten 1.000 blevet nægtet indrejse på grund af den trussel, de kan udgøre mod den offentlige orden og nationens sikkerhed,« siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, ifølge France Info, skriver norske VG.

Tidligere på ugen oplyste indenrigsministeren, at 124 personer er blevet sigtet, siden undtagelsestilstanden trådte i kraft efter terrorangrebene.

Under terrorattentatet i Paris’ centrum blev 130 personer dræbt, mens over 350 blev såret. De dræbte blev mindet ved en ceremoni i den franske hovedstad fredag, hvor præsident Francois Hollande holdt tale for pårørende og overlevende.

BNB