Danskere i Sharm el-Sheikh hørte om hajangreb på bt.dk., og fik lov at bade trods fire alvorlige hajangreb. Vi har intet hørt siger de.

Klaus Maarup Kjærsgaard og hans kæreste Malene var i vandet i dag. Sammen med hundredevis af andre turister på Sharm el-Sheikhs kyst.

Det skulle ellers slet ikke kunne lade sig gøre.

De egyptiske myndigheder har nemlig officielt lukket et 30 kilometer langt kystområde for al badning, efter fire alvorlige hajangreb tirsdag.

Men parret hørte først om de brutale hajangreb, da de læste nyheden på bt.dk ().

Ved angrebene blev fire russiske turister flænset i ryg, ben og arme af én eller flere angribende hajer. To af turisterne fik bidt armene af og befinder sig i kritisk tilstand.

Men de danske turister Klaus og Malene har intet fået at vide. Hverken fra deres hotel Hyatt Regency i Naama Bay eller deres danske selskab Star Tours.

- Vi er ellers tilmeldt en SMS-service, så det ville da være rart at have fået besked, siger Klaus Maarup Kjærsgaard, der undrer sig over, at han kan læse på bt.dk, at strandene er lukkede.

- Alle var ude at bade i dag hernede, fortæller han til bt.dk.

- Og jeg må indrømme, at det var lidt mærkeligt, at vi skulle læse om hajerne på jeres netavis, for vi har intet hørt hverken fra hotellet eller Star Tours. Og vi er ellers tilmeldt selskabets SMS-service, så de kunne bare have sendt en besked.

Klaus Maarup fortæller, at det virkede som om strandens livreddere godt vidste, der var noget galt.

- De var meget emsige og ville ikke have folk for langt ud over koralrevet til det dybe dykkerområde. Da vi spurgte hvad der var galt, sagde de, at der var for stærk strøm og høje bølger, men dem kunne vi godt nok ikke se noget til. Det virker højst besynderligt, siger den danske turist, der nu vil holde sig fra det åbne vand indtil videre.

- Jeg tror, at vi holder os i poolområdet, indtil vi får noget mere at vide om det her, siger Klaus Maarup Kjærsgaard og hans kæreste Malene til bt.dk.

Hos Star Tour siger Stig Elling, at selskabet har sendt en SMS til det danske par. 

- Det kan vi se, at vi gjorde klokken 16.51 i dag (onsdag). Men der er kommet en fejlmelding tilbage om, at de ikke har modtaget den. Det beklager vi.

Elling kan også løse mysteriet med den åbne badestrand ved parrets opholdssted i Sharm el-Sheikh, da han har fået tjekket de lokale forhold på stranden ved hotel Hyatt Regency.  

- Grunden til at får lov at bade er, at myndighederne har tilladt det, fordi de ikke regner med at hajerne kommer ind over et koral-rev, der ligger lidt længere ude. Så de har altså vurderet, at det skulle være sikkert at bade helt inde ved kysten, fordi der er et rev længere ude lige netop ved den strand, forklarer Stig Elling til bt.dk.

Han understreger, at Star Tours som hovedregel forholder sig til myndighedernes sikkerhedsdirektiver.

- De plejer at passe meget godt på turisterne, for det er dem, de lever af i det område, siger Elling.