Hun troede, hun skulle giftes, men i stedet for et bryllup, må en ung, brasiliansk kvinde i stedet begrave sin elskede.

I fredags skulle brasilianske Amanda Machado have givet sit 'ja' til sin fodboldkæreste, Dener Assuncao Braz, og udvekslet de specialfremstillede guldringe, de selv havde designet. I stedet måtte hun få dage senere begrave ham og tage afsked med ham for altid. Den store guldring med hans navn sidder nu på hendes finger, mens hun har hans i en kæde om halsen.

Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Den brasilianske angrebsspiller Dener Assuncao Braz var om bord på flyet, der mandag i sidste uge styrtede ned i de colombianske bjerge kort før landing. Han var én af de 19 fodboldspillere fra klubben Chapeoense, der mistede livet. I alt 71 mennesker omkom, og kun seks overlevede mirakuløst.

Tilbage i Brasilien forsøger koner, kærester, familie og andre pårørende nu at fatte, hvad der er sket.

Amanda Machado havde været sammen med fodboldspilleren i syv år, og de to skulle have været gift fredag i sidste uge. Den amerikanske tv-station mødte hende ved mindehøjtideligheden på klubbens stadion, hvor hun fortæller om sin store sorg.

»Da jeg hørte nyheden, holdt mit hjerte op med at slå, og min verden brød sammen. Jeg ville dø med ham. Jeg ville tage mit eget liv. Jeg vil ikke leve uden ham.«