Terrorbevægelsen er i pengenød efter at milliarder af kontanter er gået tabt i bombeangreb, og samtidig falder tilstrømningen af udenlandske krigere.

Med bombeangreb fra både den amerikansk-ledede koalition og russiske bombefly har Islamisk Stat i længere tid været presset på flere fronter på landjorden.

Og nu er terrorbevægelsen også alvorligt presset på pengepungen.

Islamisk Stat har således mistet et kæmpe milliardbeløb i kontanter, efter at en række målrettede bombeangreb fra den amerikansk ledede koalition har ramt flere hemmelige IS-pengelagre i Mosul i det nordlige Irak.

Godt 800 millioner dollar, svarende til cirka 5,2 milliarder kroner, skal være gået op i røg som følge af bombeangrebene. I ét hus alene skal 150 millioner dollar være gået tabt, fortalte generalmajor Peter Gersten fra det amerikanske luftvåben i går.

Færre slutter sig til IS

Bombeangrebene er det seneste alvorlige anslag mod IS, og det har direkte konsekvenser på slagmarken, hvor flere og flere krigere deserterer fra terrorbevægelsen. Det siger Peter Gersten til flere internationale medier, heriblandt britiske Daily Mail.

Artiklen fortsætter under grafikken

Samtidig siger amerikanske efterretningskilder i Pentagon til Washington Post, at tilslutningen af udenlandske krigere er faldet fra godt 2.000 om måneden sidste år til 200 om måneden i år.

Og de tal virker meget sandsynlige. Det vurderer Lars Cramer-Larsen, oberstløjtnant og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet med speciale i Mellemøsten og den syriske borgerkrig.

»Det hænger sammen med de resultater, som den vestlige koalition kan fremvise. Den medvind, Islamisk Stat havde for bare et år siden, er helt forsvundet nu, og det er blevet knap så tillokkende for mange udenlandske krigere at tilslutte sig dem,« siger Lars Cramer-Larsen.

Ifølge Lars Cramer-Larsen er det effekten af koalitionens bombeangreb, der nu viser sig tydeligt på slagmarken og i Islamisk Stats bagland.

»Det har især handlet om at skære deres forsyningslinjer over, så de ikke har et sammenhængende område, så de kan flytte personel og materiel fra for eksempel højborgen Raqqa i Syrien til Mosul i Irak. Og det er lykkedes langt hen ad vejen. Man anslår, at IS på halvandet år har tabt 40 procent af sit område i Irak, og de anslås at have tabt 10-20 procent af deres område i Syrien,« forklarer Lars Cramer-Larsen.

Terrorbevægelsen kunne i lang tid fastholde en stabil indtjening via sine oliekilder i det nordlige Irak, men den tidligere så velsmurte pengemaskine har fået stukket nogle alvorlige kæppe i hjulene, forklarer Lars Cramer-Larsen.

»IS har tidligere haft lange kolonner af lastbiler med olie ud af Syrien og Irak, men dem har koalitionen bombet. Og nu, hvor IS har mistet områder i Syrien, der grænser op til Tyrkiet, så har de også mistet muligheder for at afsætte olien. Flere efterretningskilder peger på, at de har svært ved at betale løn til deres krigere nu, og det tyder på, at den indsats, der var målrettet deres pengemaskine, virker,« forklarer han.

Forsvinder ikke helt

Hvis presset på IS fortsætter, så vil det selvudråbte kalifat på landjorden være fortid om nogle år. Det forudser Lars Cramer-Larsen.

»Mosul forventes at være generobret af de irakiske styrker i løbet af i år, og IS er også presset i Syrien af Assads styrker. Med det sagt, så tror jeg ikke, at IS forsvinder helt. Vi ser flere grupper i Nordafrika og i Libyen, der sværger troskab til Islamisk Stat, så deres rækkevidde er stor. Det, vi vil komme til at se, er et IS, der bruger en mere asymmetrisk krigsførelse, hvor de kæmper mere som en traditionel terrorbevægelse uden decideret territorium og styrker på landjorden,« siger Lars Cramer-Larsen.