Straffen for seksuelle overgreb på børn er nu blevet strammet i Indonesien. Dommere kan i fremtiden dømme overgrebsmænd og pædofile til døden eller til at blive kemisk kastreret.

De hårde straffe følger i kølvandet på den nationale vrede, der brød ud efter en brutal gruppevoldtægt af en blot 14-årig skolepige, som ikke overlevede det mareridt, hun var blevet udsat for.

Hendes mishandlede krop blev fundet i april i en skov på øen Sumatra. Nøgen og bundet fast.

Syv teenagedrenge blev efterfølgende anholdt og dømt for gruppevoldtægten. Alle blev de idømt 10 års fængsel.

Men den straf kan i fremtiden nu gøres endnu hårdere.

Det skriver New York Times.

'Ekstraordinære forbrydelser skal håndteres ekstraordinært'

Den indonesiske præsident Joko Widodo underskrev onsdag lovforslaget, der giver dommere mulighed for at idømme forbrydere, der begår seksuelle overgreb mod børn, kemisk kastrering eller en dødsstraf.

Overgreb på børn, som fører til døden, sygdom, psykisk lidelse eller mistet evne til at få børn, kan udløse en sådan straf, skriver Wall Street Journal.

»Seksuelle forbrydelser begået mod børn er ekstraordinære forbrydelser,« sagde præsident Joko Widodo på et pressemøde.

»Vi håber, at vi med denne lov kan afskrække gerningsmændene og forhindre seksuelle forbrydelser begået mod børn. Disse forbrydelser underminerer børnenes udvikling, og disse forbrydelser ødelægger vores fornemmelse af fred, sikkerhed og offentlig orden. Så vi vil håndtere dem på en ekstraordinær måde,« tilføjede han.

Derudover skal de gerningsmænd, der er prøveløsladt for en seksualforbrydelse begået mod børn, have en fodlænke på, så politiet kan holde øje med, hvor de befinder sig.

'En falsk løsning'

En række andre lande har også kemisk kastrering som straf af seksualforbrydere. Blandt andet i Australien, Rusland, Sydkorea og nogle steder i USA. I nogle tilfælde tages det i brug mod at give en lavere fængselsdom.

Der er dog også dem, der er skeptiske over for den afstraffelsesmetode, skriver New York Times.

En af dem er forskeren Heather Barr, der arbejder hos Human Rights Watch.

»Kemisk kastrering risikerer at blive brugt som en falsk løsning og en nem løsning mod noget, der uundgåeligt er et kompliceret og svært problem,« siger hun.

Ved kemisk kastrering får sædelighedsforbryderen indsprøjtninger, der blokerer hormonproduktionen af testosteron i mandens hoved og kønsdele. Herefter svarer forbrydelserens niveau af testosteron til et barns eller én, der er blevet kirurgisk kastreret.