I tirsdagens blodige terrorangreb mod lufthavnen i Istanbul mistede mindst 41 personer livet, mens 239 er såret.

Men hvad gør rejselystne danskere, som måske allerede har booket ferien til en af Tyrkiets mange andre feriemål? Kan de tage af sted på ferie?

Først og fremmest oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice følgende:

»Der er en øget terrorrisiko i Tyrkiet, men vi fraråder ikke, at man rejser dertil,« siger vagthavende fra Borgerservice til BT onsdag morgen.

Dermed kan danskerne godt tage på badeferie til eksempelvis Alanya, men de skal dog være opmærksomme på deres omgivelser. Truslen mod turistmål er nemlig 'øget væsentligt' i løbet af 2016.

'Flere forsøg på angreb må forventes, herunder mod turistmål,' lyder det i den senest opdaterede rejsevejledning, som også lægger vægt på, at danske rejsende i almindelighed har et problemfrit ophold i Tyrkiet.

Men danske turister i Tyrkiet bør undgå lange ophold på områder med alt for store menneskemængder, lyder anbefalingen. Der kunne være tale om indkøbscentre og turistattraktioner eller politiske demonstrationer.

PET´s Center For Terroranalyse (CTA) vurderer, at risikoen for, at danskere bliver mål for terrorangreb øges, hvis de umiddelbart kan identificeres som danske.