87-årige Nelly Jacobs viede det meste af sit liv til heste og ridning, men som 51-årig blev hun diagnosticeret med Parkinsons sygdom, og den kroniske lidelse tvang hende af hesten.

For nylig fik Nelly Jacobs dog sit sidste ønske opfyldt, da hun fik en sidste ridetur.

Det skriver den amerikanske internetavis Huffington Post.

Nelly Jacobs, der bor i Holland, var i sine unge dage en prisvindende springrytter. Men Parkinsons sygdommen beskadigede dele af hendes hjerne og gav hende ufrivillige rystende bevægelser og stive muskler. Det betød, at hun blev bundet til sin kørestol - og ikke længere kunne ride.

Men Nelly Jacobs havde et sidste ønske: At ride en sidste tur på en hest.

Nelly Jacobs ønske blev opfyldt af to velgørenhedsorganisationer, The Care Group og Green Cross, der er gået sammen om projektet ‘Hidden Desires’. De havde fået lavet en særlig vogn, der gjorde det muligt for Nelly Jacobs at blive løftet med en lift op på ryggen af hestene, hvor hun kunne ligge, mens de red.

Inden rideturen besøgte Nelly Jacobs sammen med sin søn stalden, hvor hun fik lov til at klappe og fodre hestene.

»En masse minder kommer tilbage til hende. Hele hendes liv har handlet om heste. Gennem denne oplevelse er det muligt for hende at opleve glæde og mindes ting fra sin fortid,« fortæller hendes søn i videoen.

Mens Nelly Jacobs red rundt, hviskede hun ‘heerlijk’, hvilket betyder: fantastisk.

Se hele videoen fra Nelly Jacobs dag her