Ecuador: Svar i Assanges asylsag torsdag
Ecuador udmelder torsdag, om den voldtægtsanklagede Julian Assange opnår politisk asyl i det sydamerikanske land.
Ecuador udmelder torsdag, om den voldtægtsanklagede Julian Assange opnår politisk asyl i det sydamerikanske land.
Får Wikileaks-stifteren og den voldtægtsanklagede Julian Assange politisk asyl i Ecuador, har verden villet vide i ugevis.
Og endelig - torsdag efter middagstid i Danmark - kommer den endelige afgørelse.
Det lover landets udenrigsminister Ricardo Patino nu efter at have modtaget skriftlige trusler fra britiske myndigheder om at storme den ecuadorianske ambassade i London, hvis ikke Assange bliver udleveret.
- Vi er ikke længere en britisk koloni. De tider er forbi, siger Ricardo Patino ifølge Reuters i en videomeddelelse om briternes pågåenhed.
En unavngiven talsmand fra det britiske udenrigsministerium forsvarer selvsamme pågåenhed.
- England forpligter sig juridisk til at udlevere Assange til Sverige efter påstande om seksuelle forbrydelser, og vi er fortsat fast besluttede på at opfylde denne forpligtelse.
Onsdag skrev avisen The Guardian, at en embedsmand fra Ecuadors regering oplyste, at Assange vil få politisk asyl i Ecuador, men intet er altså officielt før torsdag.
Assange mødte op på den ecuadorianske ambassade den 19. juni og har søgt asyl i det sydamerikanske land, fordi tre engelske retsinstanser har afgjort, at han skal udleveres til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb mod to kvinder.
Australske Assange afviser alle anklager og frygter, at en udlevering til Sverige kan resultere i en efterfølgende udlevering til USA, hvor han risikerer dødsstraf for at have lækket fortrolige og følsomme oplysninger i 2010.
Det er fortsat uklart, om politisk asyl til Assange vil give ham mulighed for at rejse til Ecuador.
Foreløbig står han til at blive anholdt af engelsk politi for at have overtrådt sine kautionsforhold - så snart han forlader ambassaden i London.