NIGERIA: En liberiansk mand, der er mistænkt for at være smittet med det frygtede ebola-virus, er død i karantæne i den nigerianske storby Lagos, der har 21 millioner indbyggere.

Manden ankom for et par dage siden og faldt ifølge Reuters om i lufthavnens ankomsthal, hvorefter han blev anbragt i isolation af myndighederne.

Han har ifølge Reuters derfor ikke været i kontakt med folk i byen, og det er endnu ikke bekræftet, at den afdøde rent faktisk var smittet med ebola.

Flere fattige vestafrikanske lande er i øjeblikket ramt af en regulær ebola-epidemi, der har kostet flere end 600 livet. Nigeria er hidtil gået fri.

Der er ingen kur mod den ekstremt smitsomme og dødelige virus, der blandt andet forårsager indre blødninger.

BNB