SPANIEN: En spansk præst, der er smittet med den frygtede ebola-virus, ankom torsdag morgen til Spanien. Det skriver den spanske avis elpais.com. Præsten Miguel Pajares ankom med fly fra Liberia til Madrid, og han er den første europæer, der sendes tilbage til sit hjemland efter at være blevet smittet med virussen. USA har taget imod to amerikanske statsborgere, der ligeledes er smittet med ebola.

Den spanske præst blev transporteret i et militærfly ledsaget af sundhedspersonale. Med om bord var en spansk nonne, der ikke viser tegn på ebola. Begge personer blev kørt til Carlos III-hospitalet i Madrid, hvor de vil blive isoleret fra hospitalets øvrige patienter og komme under medicinsk behandling.

Endnu er ingen dansker rapporteret smittet med ebola. Men Udenrigsministeriets Borgerservice oplyste onsdag, at knap 100 danskere opholder sig i landene Sierra Leone, Nigeria og Liberia, hvor ebola-epidemien raser.

BNB