ISRAEL: Lavprisselskabet EasyJet har valgt også at aflyse flyvninger til og fra Tel Aviv i Israel torsdag på grund af kampene mellem Israel og Hamas-bevægelsen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed vil ingen af selskabets planlagte afgange fra London og Manchester i Storbritannien, Basel og Genève i Schweiz, Berlin i Tyskland og Milan Malpensa i Italien afgå torsdag.

»EasyJet fortsætter med at genoverveje sine operationer til og fra Israel fra dag til dag, mens der tages hensyn til rådgivning fra alle relevante myndigheder,« lyder det i en erklæring fra flyselskabet.

USAs luftfartsmyndigheder har ifølge Reuters også besluttet at indstille flyafgange til og fra Tel Aviv i yderligere 24 timer, og det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) anbefaler, at europæiske selskaber ikke flyver dertil.

Tirsdag slog en raket ned nogle kilometer fra landingsbanen i Tel Avivs internationale lufthavn.

BNB