Grækenland afholder søndag folkeafstemning om, hvorvidt de skal sige ja eller nej til krav fra landets kreditorer. Men hvad betyder det for en helt almindelig dansker?

BT opstiller to scenarier og spørger Helge Pedersen, cheføkonom hos Nordea, og Steen Bocian, cheføkonom hos Danske Bank, hvilken betydning det får for dig.

HVIS GRÆKENLAND SIGER NEJ TIL, BETYDER DET..

.. at den danske krone vil falde

Euroen vil på kort sigt blive svækket og hive den danske krone ned i værdi sammenlignet med blandt andet den amerikanske dollar, det britiske pund og andre udenlandske valutaer. På grund Danmarks fastkurspolitik vil kronen nemlig altid følge euroen.

»Det vil blive dyrere at købe en rejse til USA eller en iPhone. Varer fra for eksempel Tyskland eller Frankrig vil vi ikke se nogen ændring på. De vil koste lige præcis, hvad de plejer at gøre«, siger Danske Banks Steen Bocian.

Læs også:

.. at dit boliglån bliver en billigere

Usikkerhed får investorerne til at søge væk fra risikable aktiver som aktier og i stedet over i obligationer, der kan få renten til at falde.

»Det behøver ikke have nogen stor effekt, men hvis der er en effekt, vil det blive positivt. Det kan være med til trække renten ned, og det kan betyde lidt billigere boliglån«, siger Helge Pedersen fra Nordea.

.. at aktierne daler

På grund af uro og sikkerhed vil aktierne falde. Allerede nu er aktierne dalet, og en eskaleringen af situationen i Grækenland kan påvirke aktierne yderligere.

»Det vil være et midlertidigt og ikke nødvendigvis et blivende fald. Når verden har fundet sine ben på den anden side af en græsk konkurs, vil aktierne muligvis stige igen. Det fremtidige forløb afhænger af, hvordan konkursen bliver håndteret«, siger Steen Bocian.

De faldende aktier vil som udgangspunkt ikke betyde noget for danskernes pensionsopsparinger, da de er tilrettelagt efter et længere sigte.

»Selvom Grækenland kan give bølgeskvulp skal man ikke ændre den grundliggende strategi«, siger cheføkonomen.

.. at man som turist i Grækenland skal være ekstra opmærksom

Da de græske banker er ved at løbe tør for penge, er det vigtigt, at man som turist sørger for at have rigeligt med kontanter med hjemmefra. Desuden skal man holde sig opdateret på situationen løbende.

»Vi ikke ved, hvordan krisen udvikler sig. Måske kan adgangen til fødevarer i en periode blive besværlig,« siger Steen Bocian.

Læs også: Unge grækere er vrede på deres forældre

HVIS GRÆKENLAND SIGER JA, BETYDER DET..

.. at den danske krone vil stige i værdi

På grund af Danmarks fastkurspolitik til euroen vil den danske krone stige, i takt med at euroen stiger. Bevægelserne vil dog være små.

»Vi vil kunne købe billigere varer i blandt andet USA og Kina,« siger Steen Bocian.

.. at dit boliglån bliver dyrere

Man vil se en letteste på markedet. Det vil få aktierne til at stige og medføre en højere rente obligationsrente.

»Vi vil godt kunne se renterne stige. Nye lån vil blive en smule dyrere, men jeg ser ikke nogen dramatiske ændringer,« siger Helge Pedersen.

Læs også:

.. at aktierne stiger

Ro i Grækenland vil få aktierne til at stige. Dog er usikkerheden ikke difinitivt slut, da kreditorernes krav først skal godkendes i det græske parlament.

»I første omgang vil der komme en kortsigtet stigning i aktierne, men vi er ikke færdig med usikkerheden,« siger Helge Pedersen.

I forhold til pension vil der ikke være den store effekt, vurderer økonomerne.

.. at man som turist i Grækenland stadig skal være opmærksom

Selvom den græske krise på papiret går mod lysere tider, skal turister stadig være opmærksomme.

»Man skal stadig gardere sig og tage ekstra kontanter med. Bekymringen er mindre, så man skal ikke være over forsigtet, men det kan tage tid, før det finansielle system kommer op at køre,« siger Steen Bocian.