Zoo-direktør nedlagde selv tigeren med en riffel og forhindrede den i også at angribe gæsterne i den zoologiske have i Köln
TYSKLAND: En kvindelig dyrepasser blev lørdag dræbt af en tiger, som slap ud af sit indelukke i den zoologiske have i Köln.
Ifølge flere medier løb tigeren hen i en nærliggende kontorbygning i haven, hvor den angreb den 43-årige dyrepasser. Gennem en lem i taget lykkedes det direktøren i zoo, Theo Pagel, at dræbe tigeren og dermed forhindre den i at flygte videre til det nærliggende område, hvor gæsterne i zoo gik intetanende rundt.
Ifølge politiet var det et held, at Pagel havde det rette våben til at nedlægge den sibiriske tiger, som ifølge avisen Bild bærer navnet Altai. Den kvindelige dyrepasser overlevede dog ikke de kvæstelser, som hun fik ved mødet med det store rovdyr.
Ifølge politiet tyder alt på, at tigeren slap ud, fordi en låge ikke har været forsvarligt lukket.
- I dag er den sorteste dag i mit liv, udtalte zoo-direktøren oven på dramaet ifølge bild.de
I juli blev en 20-årig mand dræbt af tigre i Københavns zoologiske have. Manden var om natten af ukendte årsager kravlet ind til rovdyrene, hvor personalet i zoo fandt ham den næste morgen.



