Du er sikker på, at du mærker din telefon vibrere i lommen, men når du tager den op og kigger på den, er der ingenting tikket ind. Eller du hører mobilen vibrere på køkkenbordet, men så snart du når ud til den, er du igen gået forgæves. Du har sikkert prøvet det.

Men bare rolig, du er ikke ved at miste forstanden.

Det viser sig faktisk, at det er ret normalt, at det ryster lidt i bukserne, eller du hører lydene, selvom vibrationerne slet ikke er der.

En undersøgelse fra det amerikanske tidsskrift Computers in Human Behavior afslører, at hele 89 procent af de adspurgte oplever de ’falske vibrationer’ omkring en gang hver anden uge.

»Vi er fokuseret på at lytte efter signaler, ligesom vibrationer, som gør os opmærksomme på en besked eller et telefonopkald,« siger Michelle Druin, Ph.D., der er ansvarlig for undersøgelsen, til nyhedsmediet New York Post.

»Hvis man forbinder en sms med noget, der potentielt kan være betydningsfuldt – som mange mennesker gør – så begynder man at forvente disse signaler,« siger hun.

Hun forklarer, at man er mere udsat for at høre vibrationerne, hvis man er stresset eller venter en vigtig besked.

Det er altså ikke unormalt at høre disse lyde, men hvis du alligevel er træt af at blive unødvendigt forstyrret, så har Michelle Drouin et tip til, hvordan du slipper af med dem.

Og det er ganske simpelt. Du skal sørge for, at lyden og vibrationerne er slået fra din telefon, og så skal du lade telefonen ligge uden for rækkevidde i et par timer hver dag.

Hvis du gentager dette i en uge, så garanterer hun, at det vil blive bedre.