For anden gang på tre dage har et ubemandet, amerikansk dronefly dræbt et topmedlem af al-Qaeda i Pakistan. Samtidig er debatten om PETs rolle i kampen mod terror blusset op herhjemme.

PAKISTAN: Et amerikansk dronefly uden pilot har søndag fået ram på en højtplaceret al-Qaeda-leder og tre andre personer i det nordvestlige Pakistan. Det oplyser landets militære efterretningstjeneste ifølge Reuters.

Angrebet skete tæt på den afghanske grænse, hvor terrorleder Mohammad Ahmed Almansoor befandt sig i et hus, der blev ramt af missiler fra droneflyet. Ifølge den pakistanske regering blev fire ubemandede fly set flyve over området under angrebet.

Det er kun tre dage siden, at et andet topmedlem af terrororganisationen, Abu Zaid, blev dræbt i et lignende angreb i samme område, hvor 11 mennesker mistede livet. Abu Zaid afløste i sommer Abu Yahya al-Libi, der var en af de mest magtfulde i terrororganisationen, inden han blev dræbt under et droneangreb i juni.Droneangreb er blevet en del af hverdagen i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan og har været med til at svække al-Qaeda siden Osama bin Ladens død i maj 2011.

Herhjemme er debatten om den danske efterretningstjenestes rolle i kampen mod terror blusset op igen, efter at Jyllands-Posten søndag har bragt nye oplysninger, der viser, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, tilsyneladende har deltaget mere aktivt i sporingen af terrorister end hidtil antaget.

Det er tidligere kommet frem, at PET har fået hjælp af agenten Morten Storm, som har været med til at jagte topterrorister i udlandet. Morten Storm fandt blandt andet frem til al-Qaeda-lederen al-Awlaki, som siden blev dræbt i et amerikansk droneangreb.